Hård tone og rift om borgmesterposten: Valgnatten bliver en gyser i Thisted

Havbadehotel i Vorupør og Borgerskolens fremtid kommer til debat. Og tonen kan godt blive hård. Det helt store spørgsmål op til kommunalvalget i Thisted er, hvem der skal være borgmester. Der er nok om buddet.

Niels Jørgen Pedersen (t.v.) og Jens Kr. Yde vil gerne vippe Ulla Vestergaard af borgmesterpinden.
Niels Jørgen Pedersen (t.v.) og Jens Kr. Yde vil gerne vippe Ulla Vestergaard af borgmesterpinden.
Foto: Pressefoto / Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST / Thisted Kommune

Før valget har Konservative og Venstre sammen med Liberal Alliance og Kristendemokraterne indgået valgforbund og går efter en borgerlig borgmester.

Men ved det seneste valg var det altså Venstre og Socialdemokratiet, der på valgnatten konstituerede sig med Ulla Vestergaard (S) som borgmester og Niels Jørgen Pedersen (V) som viceborgmester.

A
262045-c8c061b4.jpeg
Ulla Vestergaard
Socialdemokratiet
Se profilside

Da Liberal Alliances eneste nuværende medlem af kommunalbestyrelsen, Casper Søe-Larsen, i sommer meldte ud, at han ikke genopstillede og dermed sagde farvel til lokalpolitik på grund af dårligt arbejdsmiljø, var det netop med et angreb på den siddende borgmester Ulla Vestergaards manglende lederevner.

Og den kritik har flere på den borgerlige fløj tilsluttet sig.

Ulla Vestergaard selv har dog meldt ud, at hun mener, at det først og fremmest er et personligt ansvar hos det enkelte medlem, hvad der bliver lukket ud i byrådssalen.

Men selv om Venstre og Konservative nu siger, de går efter en borgerlig borgmester, efterlader det også her et spørgsmål. For er det veteranen Jens Kr. Yde (C) fra Vestervig  eller den tidligere formand for Landbrug og Fødevarer Niels Jørgen Pedersen (V), der i så fald skal stå i spidsen for kommunalbestyrelsen?

Dansk Folkeparti har et tredje bud på en borgerlig borgmester i form af den tidligere folketingspolitiker Ib Poulsen (DF). Han melder sig på banen som en ny mulig borgmester med en skarp kritik af konstitueringsaftalen mellem Venstre og Socialdemokratiet ved seneste valg, hvor han mener, at 12 ud af 27 medlemmer fa kommunalbestyrelsen siden er blevet holdt uden for beslutningerne.

O
282695-4e899c66.jpeg
Ib Poulsen
Dansk Folkeparti
Se profilside

Hotel deler vandene

Også blandt borgerne i Thisted Kommune er der nogen, der ikke føler, de bliver hørt. Især debatten om et havbadehotel på parkeringspladserne ved landingspladsen i Vorupør har skabt stor debat lokalt. 

Sagen er, at der mangler overnatningsmuligheder for turister i Thy, og et forslag går derfor på, at et havebadehotel kan dække en del af det behov og tiltrække nogle andre typer turister – også i vintermånederne.

Et flertal af kommunalbestyrelsen stemte i foråret for etableringen af et havbadhotel. Nu venter så den endelige lokalplan. Kortet viser de udpegede arealer, hvor der ifølge kommunen er mulighed og potentiale for udvikling af overnatningsmuligheder
Et flertal af kommunalbestyrelsen stemte i foråret for etableringen af et havbadhotel. Nu venter så den endelige lokalplan. Kortet viser de udpegede arealer, hvor der ifølge kommunen er mulighed og potentiale for udvikling af overnatningsmuligheder
Foto: Thisted Kommune

Det er dog langt fra alle, der jubler over et havbadehotel i første række på landingspladsen. Og projektet er blevet brugt som eksempel på manglende borgerinddragelse, som senest har resulteret i en digital borgerhøring. Samme kritik lyder nu også af salget af Borgerskolen, hvor jobcentret lige nu er placeret.

Hvad med skolerne?

En anden varm kartoffel - som ingen dog endnu for alvor har turdet tage i munden - er en analyse af skoleområdet fra 2020. Der er bred enighed om en decentral skolestruktur, men analysen viser, at enkelte skoler er blevet så små, at anbefalingen lyder, at det bør ’overvejes at lukke 1-3 skoler (eller matrikler) med færrest elever’ for at sikre effektiv drift og gode læringsmiljøer.

Der er lige nu nedsat et rådgivningsudvalg, der i december skal komme med deres endelig anbefalinger, så politikerne kommer til at skulle tage stilling til evt. skolelukninger i den kommende periode. Så tør nogle partier på den her siden af valget love, at der ikke bliver lukket skoler?

C
2624-1f644f97.jpeg
Jens Kristian Yde
Det Konservative Folkeparti
Se profilside

Klima og dermed også større og mere effektive vindmøller bliver også et område, hvor der de næste fire år skal tages beslutninger – som alle ikke nødvendigvis er enige i.

Og når vi er i gang med de nyere landspolitiske strømninger, er der måske også på ligestillingsområdet nye tider på vej i kommunen. For godt nok er det i dag en kvinde, der sidder for bordenden, men kvinder udgør kun 18,5 procent af den siddende kommunalbestyrelse. Og det er langt under landsgennemsnittet på 33 procent.

Ved seneste valg var fire ud af de fem største stemmeslugere kvinder. Og partierne – siger de selv – har da også været ude og lede efter yngre, kvindelige kandidater. Venstre stiller for eksempel op med tre nye kvinder, og Radikale Venstre har sat Annika Kanstrup, der er udannet jordemoder, i front som deres spidskandidat.