Efter kidnapningsforsøg: Nu vil parti have peberspray gjort lovligt

Hvis det står til Dansk Folkeparti, skal man igen have muligheden for at forsvare sig selv ved at bruge peberspray.

Peberspray har været ulovligt i Danmark siden 1. februar 2021.
Peberspray har været ulovligt i Danmark siden 1. februar 2021.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Gå sammen med andre, brug en overfaldsalarm, aftal et lift hjem med én du kender.

Der er mange råd til, hvad man selv kan gøre for at komme trygt hjem fra nattelivet, og mange af dem er blevet gentaget flittigt de seneste dage oven på to episoder, hvor unge kvinder er blevet forsøgt kidnappet.

Et af de råd, der dog ikke er blevet nævnt, er at medbringe en peberspray, for som det er i dag, er det nemlig ulovligt i Danmark at være i besiddelse af sådan en.

Hvis man spørger Dansk Folkeparti, burde det dog ikke være sådan, for her ønsker man at lovliggøre peberspray til selvforsvar.

- Vores argument er, at det er tryghedsskabende. Hvis du er en ung pige i byen, eller hvis man er en enlig ældre, der gerne vil være tryg i eget hjem, så er jeg overbevist om, at en peberspray kan gøre en forskel, fortæller Majbritt Birkholm, der er næstformand i Dansk Folkeparti.

Majbritt Birkholm fra Ryde ved Vinderup er næstformand i Dansk Folkeparti.
Majbritt Birkholm fra Ryde ved Vinderup er næstformand i Dansk Folkeparti.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Først lovligt, så ulovligt

Det er ellers ikke lang tid siden, at peberspray var lovligt i Danmark, for tilbage i 2019 var det den daværende VLAK-regering, som med støtte fra Dansk Folkeparti fik peberspray lovliggjort. Allerede to år senere rullede den socialdemokratiske regering dog loven tilbage, fordi regeringen ikke mente, den havde været nogen succes.

Ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) blev peberspray nemlig brugt mere til kriminelle handlinger end til selvforsvar, men det var ikke en beslutning, som fik opbakning af Dansk Folkeparti.

Risikerer man ikke, at det bliver misbrugt?

- Banditterne har dem i forvejen, så man rammer ikke dem ved at gøre peberspray ulovligt. Jeg tror simpelthen ikke på, at lovlydige borgere, som bare gerne vil føle sig trygge, kommer til at misbruge loven, så jeg synes, det er et dårligt argument, fortæller Majbritt Birkholm.

- Peberspray er bedre end alternativerne

Inde på TV MIDTVESTs Facebook-side kan man læse flere kommentarer fra folk, som har fundet på alternativer til at gå med peberspray. Nogle nævner en hårlak, imens andre foreslår, at man kan medbringe en deodorant som forsvarsvåben.

Det er dog løsninger, som kan have store konsekvenser for den, der bliver ramt.

- Hvis alternativet er en hårspray eller andet, som kan give varige mén, så synes jeg, at en peberspray er langt bedre. Man har retten til at forsvare sig selv, og en peberspray er en god måde at gøre det på, fortæller Majbritt Birkholm.

Peberspray har været ulovligt i Danmark siden 1. februar 2021.