Endnu en kvinde forsøgt kidnappet

Ifølge politiet er sagen meget identisk med forsøget på bortførelse i sidste weekend.

Bilen, de to mænd brugte, formodes at være en stationcar af modellen Ford Mondeo eller Ford Focus.
Bilen, de to mænd brugte, formodes at være en stationcar af modellen Ford Mondeo eller Ford Focus.
Foto: Colorbox, collage: Claus Klok, TV MIDTVEST

På bare fem døgn er to unge kvinder forsøgt bortført i Herning.

Natten til søndag forsøgte to mænd at hive en 22-årig kvinde ind i deres bil. Natten til fredag skete det så igen. 

Offeret er en 18-årig kvinde. Klokken 00.50 forsøgte mændene at få hende med ind i deres bil ud for Th. Nielsens Gade nummer 33. 

- Vi tager det meget alvorligt, for vi synes, det er meget utryghedsskabende, at de unge piger ikke kan få lov at gå i fred uden at blive antastet på den måde, siger Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Den 18-årige kvinde formåede at vriste sig fri, akkurat som den 22-årige lykkedes med natten til søndag.

Og det er langtfra det eneste sammenfald med sagen fra sidste uge. Det forklarer Henning Præstegaard.

- Sagen her er meget identisk med den sag (fra i søndags red.), siger Henning Præstegaard, der er er politiassistent.

Både beskrivelserne af gerningsmændene og den bil, de kørte i, minder om sagen fra i søndags.

Bilen beskrives som en mørkeblå bil. Der er formentlig tale om en stationcar fra Ford i form af enten en Mondeo eller Focus. 

Politiet vil gerne høre fra vidner på telefon 1-1-4.