Peberspray er nu igen ulovligt – aflevér den kvit og frit til politiet

Danskerne har siden 1. januar 2019 lovligt kunnet købe en peberspray til selvforsvar i eget hjem. Fra i dag rulles ordningen tilbage.

0:33
Fra i dag er det igen ulovligt at have og bruge peberspray uden en særlig tilladelse.

Et politisk flertal tilbage i 2018 enige om, at danskerne fra 1. januar 2019 skulle have lov til at kunne forsvare sig med peberspray i eget hjem. Nu er de på Christiansborg blevet enige om, at peberspray alligevel ikke hører danskerne til, og derfor rulles ordningen nu tilbage.

- Det har vist sig, at det kun i ganske få tilfælde er blevet brugt som beskyttelse, derfor bliver det rullet tilbage, siger Claus Nørgaard, der er politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Derfor kan folk der har anskaffet sig en peberspray fra i dag og frem til 31. marts aflevere den hos politiet uden nogen risiko for bøde eller andre konsekvenser.

- Vi opfordrer selvfølgelig til, at man afleverer den her peberspray, for på sigt er det jo ikke lovligt at have dem derhjemme. Nu er der den her ordning, hvor man så kan gøre det i ordentlig tid, inden man senere skulle være så uheldig at støde på den, ved at politiet kommer, siger Claus Nørgaard.

Det er meget uvist, hvor mange danskere der har anskaffet sig en lovlig peberspray, og derfor ved politiet heller ikke, hvor mange de kan forvente at få indleveret.

- Man kan kun gisne om, hvem der måske har haft det liggende. Jeg går ud fra, det er personer, der på en eller anden måde har følt sig utryg og derfor har anskaffet sig det, siger Claus Nørgaard.

Har man en helt særlig grund til at have gavn af en peberspray, kan man få særlig tilladelse af politiet.

- Det kan være sager om stalking eller samlivsrelateret vold. Så skal man søge om det hos os, siger Claus Nørgaard.

I Midt- og Vestjyllands Politi kan du aflevere din peberspray i åbningstiden i ekspeditionen på en af de syv lokalstationer. 

Her kan du aflevere din peberspray
Holstebro - Stationsvej 74, 7500 Holstebro
Herning - Haraldsgade 30, 7400 Herning
Skive - Resenvej 10A, 7800 Skive
Ringkøbing - Kongevejen 16-18, 6950 Ringkøbing
Thisted - Kronborgvej 111, 7700 Thisted
Viborg - Rødevej 1, 8800 Viborg
Silkeborg - Christian 8.s Vej 2C, 8600 Silkeborg