Tiltalt i narkosag fra Kærshovedgård blev syg midt i forklaring om efterlyst bagmand

Den 35-årige tiltalte måtte pludselig forlade retssalen midt i sin forklaring. Men inden da nåede han at fortælle om, hvordan han blev presset til at sælge stoffer af den formodede bagmand i sagen.

Sagen skulle have varet ni dage. Det er nu sat op til hele 25 dage.
Sagen skulle have varet ni dage. Det er nu sat op til hele 25 dage.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

En aften i november 2022 mødtes en 35-årig mand med en anden mand i nærheden af Superkiosken i Ikast. Her fik den 35-årige overleveret en hvid plasticpose. I den lå der mere end tre kilo heroin fordelt på 31 pakker.

Den 35-årige tog posen med sig tilbage til sit værelse på Udrejsecenter Kærshovedgård, hvor han sammen med en anden beboer pakkede heroinen om, så den var fordelt på tre pakker med et kilo i hver.

Dagen efter kom manden, der havde haft plasticposen med heroinen med, hen til udrejsecenteret for at afhente pakkerne. Men da manden ikke kunne finde den planlagte køber, foreslog den 35-årige, at de i stedet kunne køre ud til en skov i nærheden og grave de tre kilo heroin ned i jorden.

Godt to måneder senere blev den 35-årige sigtet og varetægtsfængslet. Det samme gjorde fire andre beboere fra Kærshovedgård. Politiet havde i løbet af sommeren og efteråret aflyttet de tiltaltes telefoner og værelser, ligesom de havde GPS-overvåget deres biler som en del af den indsats, der blev døbt Operation Rivera.

Nu er de fem beboere tiltalt for at have været i besiddelse af og videresolgt massive mængder narko.

Narkosalg skulle erstatte spillegæld

Fire af de fem tiltalte har afvist at svare på anklagemyndighedens spørgsmål. Men den femte – den 35-årige, som havde været med til at grave de tre kilo heroin ned - tog torsdag plads i vidneskranken, klar til at svare på spørgsmål fra anklager Linette Lysgaard. Han havde sort hættetrøje, sorte bukser og hvide sneakers på og var flankeret af en tolk, der oversatte mellem kurdisk og dansk.

Han erkender at have videresolgt hash og heroin. Det gjorde han, fordi han følte sig presset af den mand, som lader til at være sagens bagmand.

Den 35-årige havde nemlig lånt penge af manden, som er tidligere beboer på Kærshovedgård, og som i dag er efterlyst internationalt, mens han er sigtet og varetægtsfængslet in absentia. Den 35-årige tiltalte skyldte den formodede bagmand 9.000 kroner i spillegæld, forklarede han i dag i retten.

- Han fortsatte med at presse mig hele tiden, og så sagde han, at han havde et tilbud til mig, lød det fra den 35-årige i retten via hans tolk.

Den formodede bagmand ville have den 35-årige til at sælge først et par kilo hash for ham, forklarede manden i dag i retten. Senere skulle den nu tiltalte også sælge heroin for ham for at få slettet sin gæld – ellers ville han skade både den 35-årige og hans forlovede, som er den kvindelige tiltalte i sagen.

Det var et krav, at den 35-årige skulle skaffe 33.000 for det ene kilo hash, han havde fået besked på at sælge. Salget foregik nogle gange i Ikast og nogle gange lige på den anden side af hegnet til udrejsecenteret, forklarede den 35-årige. Og senere skulle han altså også tage sig af de tre kilo heroin.

Tiltalte erkender at have gemt stoffer i skovbund og på værelser

Den anden beboer, der hjalp ham med at ompakke heroinen, er en 32-årig mand, som også er tiltalt i sagen, men som har afvist at svare på anklagemyndighedens spørgsmål.

Han svarede dog på spørgsmål fra sin forsvarer, Samer Hussein Younes. Her forklarede den 32-årige, at han selv har brugt heroin i flere år og også har solgt det i perioder. Af og til gravede han noget af det ned i en skov i nærheden af udrejsecenteret, erkendte han, men han nægter at have kendskab til de tre kilo heroin, som alle fem er tiltalt for at have været i besiddelse af.

Også den 30-årige tiltalte mand svarede torsdag på spørgsmål fra sin forsvarer, Søren Beckermann. Han erkender at have solgt kokain, og at han gravede 295 gram kokain ned i skoven på Remmevej, fordi ”det er det bedste sted at gemme det”.

Den 30-årige forklarede også, at han gemte kokain på Udrejsecenter Kærshovedgård. Både på sit eget og på et andet værelse – det, hvor en 33-årig mand, der også er blandt de tiltalte, boede. 66 gram kokain lå gemt på vennens værelse til nødstilfælde, forklarede den 30-årige.

- Jeg gemte det i en kasse til kabler ved siden af vinduet, forklarede den 30-årige via tolken. Hans forsvarer Søren Beckermann spurgte, om det var kabelbakker, hvilket den 30-årige bekræftede.

Fra ni til 25 retsdage

Men det var altså den 35-årige, der blev brugt mest tid på ved dagens retsmøde. Han nåede at forklare sig i godt en times tid, inden der var frokostpause i retten.

Klokken 13 var retssalen igen fyldt, og den 35-årige tiltalte sad igen midt i salen med tolken ved sin side. Men dommeren meddelte, at den 35-årige og hans forsvarer, Martin Due Lomholdt, havde bedt om, at den 35-årige kunne afbryde sin forklaring, fordi han var blevet syg og skulle tilses af en læge.

Det ønske efterkom retten, og klokken 13.04 forlod den 35-årige retssalen, og dagens retsmøde sluttede næsten to timer før tid.

Inden advokaterne kunne forlade Retten i Herning, skulle der dog findes ekstra datoer til retssagen. Der var oprindeligt sat ni dage af, men det er nu ændret til hele 25 dage, og sagen kommer nu til at strække sig helt til slutningen af september 2024.

Fredag fortsætter sagen med den 35-åriges forklaring, hvis han er rask. Derudover skal politiets kildeføre vidne i retten, mens de tiltalte skal lytte til hans forklaring fra et andet lokale.