Anklager: Bagmand til narkoring på Kærshovedgård er flygtet til udlandet

Fem personer er tiltalt i en omfattende narkosag. Men det er en helt sjette, der er hovedmanden i sagen, mener politiet.

Politiet har brugt blandt andet rumaflytning, telefonaflytning og GPS-observationer til at nå frem til anholdelsen af fem personer fra Kærshovedgård.
Politiet har brugt blandt andet rumaflytning, telefonaflytning og GPS-observationer til at nå frem til anholdelsen af fem personer fra Kærshovedgård.
Foto: Colourbox + Grafik: Claus Klok, TV MIDTVEST

Mandag morgen begyndte retssagen mod fem beboere på Udrejsecenter Kærshovedgård, der er tiltalt for at have været i besiddelse af og videresolgt massive mængder narko. 

Det drejer sig om mere end otte kilo særligt farlig narkotika som kokain, heroin og piller. Derudover har de fået beslaglagt over 700.000 kroner i kontanter.

De tiltalte er fire mænd på 30, 32, 33 og 35 år, der tidligere er dømt til udvisning, samt en 34-årig kvinde, der er afvist asylansøger, og derfor også boede på udrejsecenteret. 

Kvinden nægter sig skyldig i de to forhold, hun er tiltalt i. Det samme gør de fire mænd i vid udstrækning, men de erkender også delvist enkelte af de i alt 10 forhold i anklageskriftet.

De fem tiltalte og deres advokater tog en del plads i retten, hvor der også skulle gøres plads til to tolke – en til at oversætte til kurdisk, som de fire mænd taler, og en til at oversætte til kvindens modersmål, som er farsi.

Specialanklager Linette Lysgaard sagde i sin forelæggelse – det vil sige en form for præsentation af sagen – at politiet i løbet af sommeren og efteråret i 2022 indledte efterforskningen, som fik navnet Operation Rivera, på baggrund af anonyme kildeoplysninger. 

Politiet har blandt andet brugt rumaflytning, telefonaflytning og GPS-observationer til at nå frem til anholdelsen af dem fem personer fra Kærshovedgård.

Bagmand forsvandt under politiets efterforskning

To af de tiltalte – kvinden og den 35-årige mand, som er forlovede – var ofte ude ved skoven på Remmevej mellem Ikast og Isenvad, hvor der blev fundet flere kilo hårde stoffer som heroin og kokain gravet ned. På et tidspunkt undervejs skiftede politiet narkoen ud med en attrap for at fortsætte efterforskningen, forklarede specialanklager Linette Lysgaard. 

De to blev sigtet og varetægtsfængslet 10. december 2022, og i den forbindelse overhørte politiet samtaler, der førte til, at de tre andre mænd blev anholdt og varetægtsfængslet en måned senere, 12. januar 2023. 

Mistanken er, at de beløb, de tiltalte angiveligt har modtaget for videresalg af stoffer, er blevet overført til deres hjemland, sagde anklageren i sin forelæggelse.

Det kom også frem, at anklagemyndigheden mener, at det er en sjette person, der i høj grad har stået bag narkohandlen. Ifølge Linette Lysgaard har de tiltalte både arbejdet for ham, men også for dem selv. 

Manden flygtede ud af landet i løbet af efteråret, mens politiets efterforskning stod på, og han er efterlyst internationalt, forklarede anklageren i retten mandag.

Vil have 200 telefonsamtaler afspillet i retten

Inden det nåede dertil på dagens retsmøde, gik der først et par timer med forskellige lavpraktiske udfordringer og uenigheder mellem forsvar og anklagemyndighed.

For allerede inden anklageren nåede til sin forelæggelse af sagen, var der kritik af den fra forsvarets siden. Martin Due Lomholdt, som er forsvarsadvokat for den 35-årige tiltalte, sagde blandt andet, at forelæggelsen for dem at se var for subjektiv og indebar for mange informationer om, hvad politiet har fået at vide fra kilder.

- Det bliver en forprocedure i min opfattelse. Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor kan man ikke forholde sig til det objektive, sagde Martin Due Lomholdt i retssalen.

Derudover var flere af forsvarerne utilfredse med, at anklagemyndigheden havde planer om at fremlægge omkring 200 telefonsamtaler i transskriberet og oversat udgave. Deres holdning er, at man i stedet bør afspille samtlige samtaler i retten.

- Det er jo et af hovedbeviserne i sagen, og jeg er ikke tryg ved, at man tager udgangspunkt i en oversat samtale, man bare bliver forholdt her i retten. Jeg synes ikke, at et tidshensyn skal veje tungere end et af de vigtigste beviser i hvert fald mod min klient, sagde Martin Due Lomholdt, der er forsvarer for 35-årig. 

Den 32-årige tiltaltes forsvarer, Samer Hussein Younes, tilsluttede sig bemærkningen og påpegede, at det er hans klients ret at kunne lytte til samtalerne i retten.

Det krav blev accepteret i retten, men det kan blive en tidskrævende affære, da nogle af samtalerne er op til 45 minutter lange, forklarer Linette Lysgaard. Også derfor står det allerede nu klart, at der bliver brug for en del flere retsdage, sagde anklageren. 

Hvor mange ekstra dage, der bliver brug for, ved hun dog ikke endnu.

To tiltalte afgav forklaring

Først efter frokostpausen ved mandagens retsmøde kunne der tages hul på de tiltaltes forklaringer.

Den 34-årige kvinde ville kun svare på spørgsmål fra sin egen forsvarer, Mikkel Holsteen Cramer. Under hendes forklaring kom det blandt andet frem, at hun er uddannet computerprogrammør og søgte asyl i Danmark i 2020 i håbet om at kunne studere her, men det fik hun afslag på.

Hun fortalte, at hun mødte sin nu forlovede – den 35-årige tiltalte – på udrejsecenteret, og at de to ofte kørte ud til skovområdet ved Remmevej, når de gerne ville være alene. Hun forklarede også, at hun ikke vidste noget som helst om stofferne.

Den 33-årige tiltalte nåede også at afgive forklaring, men ligesom kvinden ville han kun svare på spørgsmål fra sin egen forsvarer, René Knudsen. 

Den tiltalte havde 100.000 kroner på sig ved anholdelsen og havde flere penge liggende på sit værelse på Kærshovedgård. Han forklarede, at han opbevarede pengene for den 30-årige tiltalte, fordi han var blevet bedt om det, og de stolede på hinanden.

Retssagen skulle være fortsat tirsdag, men med indsigelserne fra forsvarerne er det retsmøde blevet aflyst, fordi anklagemyndigheden skal rette nogle ting i sagens bilag. 

Næste retsmøde bliver torsdag 17. januar, hvor forklaringerne fra de tiltalte fortsætter.