Retssag aflyst: 54-årig betaler bøde for at levere sæd

Manden har givet udtryk for, at han vil betale bøden.

Sagen skulle være begyndt ved Retten i Herning mandag.
Sagen skulle være begyndt ved Retten i Herning mandag.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Mandag skulle Retten i Herning have taget stilling til en sag, hvor en 54-årig mand fra Ikast-Brande Kommune er blevet tiltalt for at have transporteret og leveret sæd til kvinder i Danmark uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Men Anklagemyndigheden har nu besluttet, at sagen kan klares uden for rettens lokaler. 

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse

Forklaringen er ifølge Specialanklager Jens Severinsen, at manden via sin forsvarsadvokat har givet udtryk for, at han nu vil betale bøden. 

- Jeg regner stærkt med, at bødeforlægget ender med betaling, siger han.

Derfor behøver retten ikke tage stilling til sagen.  

Stået på i årevis

Selvom anklagemyndigheden dropper retssagen, så mener anklageren fortsat, at den 54-årige mand har overtrådt reglerne for transport af væv uden tilladelse. 

Det skulle være sket i perioden fra oktober 2017 til marts 2020 i mindst fem tilfælde. Uddelingen af sæd er blandt andet sket via en hjemmeside.

Håndtering af væv og celler - herunder sæd - må kun ske med tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed - det skyldes hensynet til sundheden og sikkerheden hos de mennesker, der bliver behandlet med doneret væv og celler.

Ifølge politiet har den 54-årige også leveret sæd til mere end en sædbank. Det er ulovligt, fordi man ønsker at begrænse antallet af børn fra samme donor. Også her skulle der være tale om mindst fem tilfælde.

Derfor står manden til en bøde.

Jens Severinsen kan ikke oplyse, hvilken størrelsesorden bøden ligger i.