Tømrer i strid med HusCompagniet: - Jeg har en pokkers masse penge til gode

Tømrer Tommy Kaskholt fra Holstebro mener, at HusCompagniet skylder ham over en million kroner, hvilket virksomheden afviser.

2:19
Tommy Kaskholt har været selvstændig i 21 år, og han har aldrig oplevet noget lignende.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

- Jeg har fået stress, jeg har fået for højt blodtryk, og jeg er i forsvar hele tiden, jeg stoler ikke på nogen mennesker.

Tømrer Tommy Kaskholt er presset langt ud over det sædvanlige i øjeblikket.

Han er nemlig endt i en strid med millardvirksomheden HusCompagniet, fordi husfirmaet, ifølge Tommy Kaskholt, ikke vil betale for det arbejde, som han og hans tømrerfirma Nr. Felding Tømrer og Snedker har udført.

Ifølge Tommy Kaskholt har han sendt regninger for over to millioner for sit arbejde, og siden hen har HusCompagniet betalt 625.000 kroner, og mandag blev der udbetalt endnu et beløb, som parterne var enige om.

Det betyder dog stadigvæk, at tømreren mener, at han mangler over en millioner kroner.

Det har fået Tommy Kaskholt til at hive virksomheden i retten.

- Jeg føler mig taget i røven af HusCompagniet, vi har løst opgaver for dem, hvor de har været presset, og vi har taget folk væk fra andre sager for at hjælpe dem, og så får jeg den her tak. Jeg har en pokkers masse penge til gode, fortæller tømreren.

HusCompagniet ligger både i Herning og Viborg.
HusCompagniet ligger både i Herning og Viborg.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Takkede nej til samarbejde

Tommy Kaskholt fortæller, at hans firma aftalte med HusCompagniet at arbejde på timeløn for at finde ud af, om det var noget for tømrerfirmaet at bygge huse for virksomheden til en fast pris.

I starten blev pengene overført til tømrerfirmaet, men da Tommy Kaskholt valgte at stoppe samarbejdet, gik det skævt.

- Da vi sagde nej tak til at bygge flere huse, så stoppede de med at betale. Vi havde i mit firma en snak om, om vi skal gøre det sidste hus færdigt eller bare stoppe helt, men vi blev enige om at aflevere det helt ordentligt, og det skulle vi bare aldrig have gjort, fortæller han.

HusCompagniet: Tydelig overfakturering

Det har fået konsekvenser for tømreren, at HusCompagniet ikke overfører de penge, som han bestemt mener, de skylder ham.

- Det gør, at jeg får svært ved at betale mine leverandører og kommer bagud, fordi jeg mangler de penge. Jeg har også nogle udlejningsejendomme, jeg har sat til salg for at få penge i kassen, forklarer Tommy Kaskholt.

HusCompagniet har ikke ønsket at stille op til interview, da de ikke går ind i igangværende sager, men de oplyser til TV MIDTVEST, at de mener, det drejer sig om en strid om en helt tydelig overfakturering, og at de aftaler, de har lavet, ikke er blevet overholdt. Derudover mener virksomheden, at de har Retten på deres side.

Ifølge Tommy Kaskholt har han forsøgt at ringe til HusCompagniet for at høre mere om den overfaktuering, som de beskylder ham for.

- Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort forkert. Jeg har ringet til dem og spurgt til, hvilken fejl jeg har lavet, men jeg kan ikke få noget svar på det, de giver mig ikke et konkret svar. Så jeg får intet svar.

Det er siden september 2021, at HusCompagniet har nægtet at betale, fordi husfirmaet mener, at han har overfaktureret.