Soldaterkammerater har ikke set hinanden i 73 år - nu mødes de igen

Det var et glædeligt gensyn, da to soldaterkammerater fra 2.Verdenskrig i dag så hinanden igen for første gang siden 1948.

3:07
Idag var en helt særlig dag for Børge Kamstrup.Han mødtes nemlig med en soldaterkammerat - fra fortiden.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I dag er en helt særlig dag for 93-årige Børge Kamstrup. For den tidligere fisker skal nemlig gense sin gamle soldaterkammerat. De har ikke set hinanden siden 1948. 

- Jeg er meget spændt, siger Børge Kamstrup. 

Det er servicemedarbejder Birgit Vogt fra Ulfborg Aktivitetscenter, der har leget detektiv, efter hun og Børge Kamstrup var på tur til Hvide Sande i sidste uge.

- Jeg kommer også fra Hvide Sande, ligesom Børge, og min søn er kammerat med Knuds barnebarn. Så på den måde løste det sig. Det er så dejligt, når man kan gøre en forskel, siger Birgit Vogt. 

Hun har brugt en uge på at finde frem til soldaterkammeraten, Knud Pedersen, fra fortiden.

- Vi gik også i skole sammen. Der kaldte vi ham for "bette Knud". Han var ikke så stor, smiler Børge Kamstrup. 

Soldaterkammerater
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Og selvom 73 år kan lyde af meget, så er det ingenting for to kammerater, der begge husker tiden i marinen. 

De to mænd samlede søminer op efter tyskerne lige efter krigens afslutning. Det fik man otte kroner ekstra for, da det ikke var helt ufarligt.

- Jeg tror vi fik ti kroner hver tiende dag, men så fik vi så otte kroner ekstra for at rydde minerne, siger Knud Pedersen. 

Men den farlige opgave var også noget der bandt de to mænd sammen. 

- Det er noget særligt noget, når man har været soldat sammen. Det vi havde med at gøre dengang, det var jo farligt. Men når man er ung, så er man jo udødelig, siger Børge Kamstrup. 

Børge Kamstrup, da han var en del af den danske marine.
Børge Kamstrup, da han var en del af den danske marine.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Efter så mange år bliver det til et par timers snak om gamle dage, både om det gode og det dårlige. Men selve gensynet, det er udelukkende godt. 

- Det har været en stor oplevelse, en dejlig oplevelse. Man bliver varm over hele kroppen, siger en tydeligt rørt Børge Kamstrup. 

Både Knud og Børge er blevet enige om, at de snart skal ses igen. 

Krigsfjender blev genforenet på TV

Det er faktisk ikke første gang, er vi er med, når to gamle soldater mødes - efter mange år.

Den 22. februar 1944 fløj en tysk pilot på mission fra Karup Lufthavn. Over Thy skød han et amerikansk bombefly ned - og dræbte piloten. 68 år senere - førte det til et helt usædvanligt venskab, som TV MIDTVEST fulgte på sidelinjen.

Programmet hedder "Dødsfjender", og du kan se det lige her: 

28:30
Den 22. februar 1944 fløj en tysk pilot på mission fra Karup Lufthavn. Over Thy skød han et amerikansk bombefly ned, og amerikaneren Lester Schrenk måtte hoppe ud i faldskærm. 68 år senere mødes de to igen, og det har ført til et helt usædvanligt venskab.