Restaurant raseret af voldsom brand - årsagen er ukendt

Lokalerne var overtændte, da brandvæsnet nåede frem til restauranten i Thorsminde.

Politiet skal nu lave tekniske undersøgelser på stedet for at komme tættere på en brandårsag.
Politiet skal nu lave tekniske undersøgelser på stedet for at komme tættere på en brandårsag.
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Restaurant Vestkysten på Rønnevej i Thorsminde blev natten til onsdag raseret af en voldsom brand.

Alarmen lød klokken 02.35, og flammerne fik hurtigt så godt fat, at restauranten nu er udbrændt.

- Bygningen var overtændt, da vi nåede frem. Der var reelt ikke noget at redde, siger indsatsleder Morten Würtz Gräs fra Nordvestjyllands Brandvæsen onsdag morgen.

Årsagen til branden er stadig ukendt, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jan Nørrum. Derfor vil brandstedet også først blive frigivet, når teknikere engang har undersøgt brandtomten.

Der er ingen tilskadekomne ved branden, og vindretningen var også med brandfolkene, så der var ikke fare for, at flammerne skulle brede sig til nabohusene. 

- Vores arbejde har mest bestået i at slukke branden stille og roligt udefra. En del af bygningen er styrtet sammen, og der er stadig fare for, at noget kan styrte sammen. Derfor sender vi ikke nogen ind i bygningen. Det handler om folkenes sikkerhed, så det kommer også til at tage noget tid, inden vi er færdige, siger indsatsleder Morten Würtz Gräs.