Kyllingeproducent frygter for sin besætning efter flere fund af fugleinfluenza i branchen

En kyllingeproducent fra Hjerm er bekymret for sine kyllinger, efter at 100.000 høns lørdag blev aflivet efter fund af fugleinfluenza hos en ægproducent syd for Skive.

1:03
Martin Merrild har to kyllingebesætninger, og han frygter, at de bliver ramt af den smitsomme fugleinfluenza, som er fundet flere steder i landet.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Den smitsomme fugleinfluenza har ramt landet, og det er tredje gang siden nytår, at Fødevarestyrelsen og Beredskabet må aflive fugle på grund af fugleinfluenza.

Og det skaber stor bekymring hos fjerkræavlere.

Èn der er meget bekymret for, at sin besætning rammes af influenzaen er kyllingeproducent, Martin Merrild, der er tidligere formand for Landbrug & Fødevarer.

- Vi er frygtelig bange for at få det ind i vores besætning, og vi gør jo alt, hvad vi kan med hygiejne, siger han og fortsætter:

- Men man bliver bange hver gang, man ser en flok måger flyve hen over sit hus, fordi man tænker, om de måske kan komme med smitten, siger Martin Merrild.

Den store bekymring er blandt andet kommet, fordi fødevarestyrelsen søndag blev færdig med at rydde op hos en ægproducent syd for Skive, efter at hans 100.000 høns lørdag blev aflivet på grund af fund af den smitsomme variant af fugleinfluenza.

Alvorlig situation

Martin Merrild har to kyllingebesætninger i Hjerm – en på 27.000 dyr og en på 37.000 dyr, og han ser situationen, med de flere tilfælde af virus i landet, som alvorlig.

- Det er en meget, meget alvorlig situation, fordi det er jo virkelig en forfærdelig sygdom, som vi alle frygter, fordi den har så store konsekvenser for dyrene. De bliver meget syge, og der er en stor dødelighed. Så alene af den grund er det noget, man frygter som fjerkræsproducent, siger han.

Men der er også en anden årsag til, at kyllingeproducenten mener, at det er meget alvorligt, når en besætning rammes.

- Der er også den økonomiske del, fordi når vi har den slags sygdom, så er der jo desværre nogle lande uden for EU, som vi handler med, som bruger det som en handelshindring, og så vil de ikke modtage varerne, siger Martin Merrild.

Martin Merrild håber nu, at der snart kommer ro over situationen igen.