100.000 høns bliver aflivet efter fund af smitsom fugleinfluenza: - Det er nødvendigt

Fødevarestyrelsen begyndte lørdag aflivningen af 100.000 høns hos en midtjysk ægproducent.

2:25
Flemming Kure Marker, veterinærchef i Fødevarestyrelsen, frygter, at der vil komme flere lignende tilfælde.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Det blev et sandt mareridt for en ægproducent i Tastum syd for Skive.

De seneste dage er mere end 500 høns fra besætningen på alt omkring 100.000 høns døde, og årsagen var, at dyrene var smittet med fugleinfluenzatypen H5N8.

Derfor begyndte Fødevarestyrelsen og Beredskabet lørdag at aflive alle høns, og ifølge Flemming Kure Marker, der er veterinærchef i Fødevarestyrelsen, er det nødvendigt.

- Selv om det er en hård beslutning, som har stor betydning for ejeren, så er det altså det, der bliver gjort, når man har med sådan en type sygdom at gøre, siger han og fortsætter:

- Det er for at begrænse smitteudbruddet og af hensyn til dyrevelfærden, så det er nødvendigt, at vi afliver dyrene, forklarer Flemming Kure Marker.

Ifølge veterinærchefen er besætningen meget veldrevet, og det betyder blandt andet, at der er mange smittebeskyttelsesforanstaltninger, men en ventilation kan være en måde, hvor smitten er kommet ind i staldene på.

Hønsene skal gasses

Den smittede besætning blev opdaget ved, at en praktiserende dyrlæge havde været forbi ægproducenten, og her blev der konstateret, at der var for stor dødelighed og for meget sygdom blandt hønsene.

Derefter tog Fødevarestyrelsen prøver af dyrene, og svarene viste, at dyrene var smittet med smitsom fugleinfluenza.

Hønsene bliver aflivet ved, at der pumpes gas ind i staldene, som det ses på billedet.
Hønsene bliver aflivet ved, at der pumpes gas ind i staldene, som det ses på billedet.
Foto: Mikkel Eskelund

Årsagen til at det er hele besætningen, der skal aflives, er fordi nogle af hønsene er ramt af en meget smitsom type fugleinfluenza, som giver stor dødelighed og sygdom blandt dyrene. Og derfor startede de lørdag med at gasse dyrene, forklarer Flemming Kure Marker.

- Vi afliver dem ved at gasse dem, og når de er døde, så lufter vi godt ud, og når der er luftet tilstrækkeligt ud, så samler vi dyrene sammen, siger han.

Både Beredskabet og Fødevarestyrelsen var lørdag i gang med aflivningen af 100.000 høns.
Både Beredskabet og Fødevarestyrelsen var lørdag i gang med aflivningen af 100.000 høns.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Alvorlig situation

Det er tredje gang siden nytår, at Fødevarestyrelsen og Beredskabet må aflive fugle på grund af den smitsomme sygdom. Og det påvirker hele fjerkræsbranchen, mener veterinærchefen.

- Det er en alvorlig situation. Selvfølgelig først og fremmest for de ejere som det går ud over - men også for fjerkræsbranchen i det hele taget i forhold til at miste importindtægter, siger Flemming Kure Marker.

De mange tilfælde af fugleinfluenza bekymrer også formanden for Landbrug & Fødevarer Fjerkræsbranchen, Martin Hjort Jensen.

- Lige nu er der rigtig meget virus i den frie natur, og de vilde fugle flytter den rundt. Det kan vi se ved, at vi har haft udbrud på Lolland, på Sydsjælland, ved Viborg og så senest omkring Skive, siger han og fortsætter:

- Og så det med at have en flok dyr, som man professionel og menneskelig passer hver dag - igår var de raske, og i dag er de syge - det må være en voldsom belastning, siger formanden.  

Og de frygter da også, at det ikke er det sidste eksempel, de ser af fugleinfluenza hos ægproducenter. 

Fødevarestyrelsen og Beredskabet regner med at aflive alle dyrene lørdag, og så bliver de samlet sammen søndag.