Kenny i ærligt brev til spritbilisten, der dræbte hans kone og søn: Jeg vil aldrig glemme synet af dem i kapellet

For et år siden mistede Kenny Nielsen fra Mejrup halvdelen af sin familie, da en spritbilist påkørte og dræbte tre mennesker i en ulykke på Hodsagervej uden for Holstebro. Nu har han skrevet et brev til manden, der for evigt ændrede hans liv.

Denne artikel er udgivet præcis klokken 09.31 mandag den 9. december 2019. Og det er på ingen måde tilfældigt.  

Om artiklen

Denne artikel er skrevet efter aftale med Kenny Nielsen. Du kan høre mere til historien i podcasten 'Efter Ulykken' i vores App TV MIDTVEST PLAY eller der, hvor du normalt finder dine podacasts.

I to afsnit fortæller Kenny Nielsen om tiden efter ulykken, der forandrede hans liv, om at leve med sorg og savn og om at vælge livet til på trods.

Klokken er nemlig 09.31, da Kenny Nielsens liv for præcis ét år siden bliver ændret for altid.

På Hodsagervej lidt uden for Holstebro bliver en lille Citroën C1 søndag den 9. december 2018 klokken 09.31 påkørt bagfra af en 24-årig lettisk mand.

Han kører 152 kilometer i timen, uden kørekort og med en promille på 1,64, da han rammer den lille bil med Britta Møller Krarup bag rattet og hendes 7-årige datter Sofia, hendes 9-årige søn Villads og Sofias 7-årige veninde som passagerer.

De er på vej til fodboldstævne, hvor Villads skal spille kamp.

Kun Sofia overlever ulykken. 

Det er vigtigt for mig, at han ved, hvilke konsekvenser hans handlinger har haft

Kenny Nielsen

I dag står Kenny Nielsen frem med et personligt brev på Facebook til spritbilisten Edijs Bukelis – manden, der tog halvdelen af hans familie fra ham.

- Det er vigtigt for mig, at han ved, hvilke konsekvenser hans handlinger har haft. Det er vigtigt for mig, at han ved, hvem det var, han dræbte, da han valgte at sætte sig ind i den bil den søndag morgen for et år siden, fortæller Kenny Nielsen.

01:04

- Jeg bliver tit rigtig ked af det på Sofias vegne. Det er SÅ uretfærdigt, at hun skal leve uden sin mor og bror. 

Luk video

”Du var fuldstændig perfekt, Villads”

Et år er gået i hjemmet i Mejrup. Det nybyggede parcelhus i villakvarteret danner rammen om et familieliv. Engang en kernefamilie med en far, mor, en søn og en datter. I dag er kun 43-årige Kenny Nielsen og i dag 8-årige Sofia tilbage i huset i Mejrup.

- Vi kunne ikke have ønsket os en bedre mor og kone end Britta. Hun var altid positiv og i godt humør, og hun satte altid familien først. Hun støttede mig altid og gav mig altid plads. Hun elskede mig for den, jeg er, og det vil jeg for altid være hende dybt taknemmelig for, skriver Kenny Nielsen i sit brev til Edijs Bukelis.

Britta Krarup Møller blev 41 år gammel. Den 9. december sidste år blev hun dræbt på stedet, da en spritbilist torperede hendes bil på Hodsagervej. Foto: Privatfoto

Sofia overlever som den eneste ulykken. Hun får et voldsomt slag mod hovedet, en flænge i leveren og flere brud på armen og ribbenene.

Britta Krarup Møller brækker nakken og dør på stedet, da spritbilisten klokken 09.31 rammer bilen, hun og børnene sidder i.

9-årige Villads får et voldsomt slag mod hovedet og sidder fastklemt i den lille bil. Han er væk, inden redningsfolkene når frem til ulykkesstedet. De genopliver Villads, der på det tidspunkt har været død i 14 minutter. Han dør igen i helikopteren på vej til Skejby Sygehus, men igen lykkedes det lægerne at genoplive ham.

- Villads var vores helt fantastiske søn og bror. Han var altid glad og søgte altid efter ny viden, var glemsom og ærlig. Han elskede fodbold, han elskede at putte, og han elskede sin lillesøster. Han var sådan en dreng, der et kvarter før hele klassen kom til hans fødselsdag cyklede ned og købte avocadoer, fordi han kunne huske, at en pige fra klassen godt kunne lide guacamole. Sådan var han: Altid betænksom. Den bedste søn en far nogensinde kunne ønske sig. Du var fuldstændig perfekt, intet andet kan beskrive dig, skriver Kenny Nielsen til sin afdøde søn.

00:46

- Vi er som mennesker ikke indrettet til at miste et barn. Man mister en del af sig selv, siger han.

Luk video

Èn mands handling har fået uoverskuelige konsekvenser

Dette er Kenny Nielsens historie. Det er historien om en ulykke og om livet efter ulykken. Det er Kenny Nielsens opråb til spritbilisten og alle andre, der nogensinde overvejer at sætte sig påvirkede bag rattet.

- Jeg håber, at folk vil læse det her og forhåbentlig tænke sig om, inden de kører spritkørsel. For konsekvenserne er så store, at man nærmest ikke kan fatte det. Ikke kun for mig og min datter, men også for vores familie, venner, for børnenes klassekammerater, mine kollegaer og selv for mennesker, vi ikke kender.

Dødsulykken på Hodsagervej rammer vidt og bredt. Den lille by Mejrup lidt uden for Holstebro er lammet af sorg, og ulykken rammer lige ned i en grundlæggende frygt hos alle – at livet kan forandres på et splitsekund. For Kenny og Sofia er livet forandret for altid.

Kenny Nielsen er på vej hjem fra en jagttur i Polen, da ulykken sker. Først da bilen med ham og to af hans gode venner krydser den dansk-tyske grænse, går det op for Kenny, hvad der er sket.

- Min ven læste, at der var sket en ulykke uden for Holstebro, og jeg vidste med det samme, at det var min familie. Jeg forsøgte at ringe til min kone, til hendes forældre og til mine forældre. Men ingen tog telefonen. Endelig fik jeg kontakt til min mor, der fortalte, at Britta var død, at Villads var i kritisk tilstand, og at Sofia havde overlevet.

Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget. Jeg besluttede, at min søn ikke længere skulle leve, og den beslutning skal jeg leve med resten af mit liv

Kenny Nielsen

Kenny Nielsen ankommer til Skejby Sygehus søndag den 9. december 2018 klokken 18.30. Sofia ligger på en stue og er vågen, da hendes far træder ind ad døren. Hurtigt står det klart for Kenny, at Sofia nu er den eneste, han har tilbage.

- Lægerne fortalte, at jeg skulle koncentrere mig om Sofia, fordi Villads var ved at blive opereret. Så jeg sad hos hende til klokken 02.30 om natten, inden lægerne fortalte mig, at Villads’ hjerne havde taget stor skade, og selvom de sagde, at der var en lille chance for, at han kunne overleve, så vidste jeg, at det ville han ikke.

Kenny Nielsen tager derfor tilbage til Sofia og fortæller sin datter, at både hendes mor og storebror har mistet livet i ulykken.

- Jeg spurgte hende, om hun forstod, hvad det betød. Og det gjorde hun. Jeg sov slet ikke den nat.

Sorg, savn og svære beslutninger

Villads Krarup Møller Nielsen bliver erklæret hjernedød af lægerne. Kenny tager derfor sit livs sværeste beslutning om at slukke for sønnens respirator og donere hans organer til andre.

- Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget. Jeg besluttede, at min søn ikke længere skulle leve, og den beslutning skal jeg leve med resten af mit liv.

Villads Krarup Møller Nielsen blev 9 år gammel. Foto: Privatfoto

Klokken 03.31 natten til den 11. december 2019 dør Villads. I de efterfølgende fire måneder vågner Kenny Nielsen hver eneste nat på netop dette klokkeslæt.

I dagene efter ulykken sidder Kenny Nielsen ved sin datters side. Sofia bliver opereret på Skejby Sygehus og siden overflyttet til Herning Sygehus. Britta ligger i kapellet i Herning, og Villads bliver også overflyttet dertil. Så på Herning Sygehus er familien på fire samlet igen.

- Jeg vil aldrig glemme følelsen og synet af min kone og søn liggende ved siden af hinanden i kapellet. Jeg kan stadig se dem for mig.

Kenny besøger de følgende dage Britta og Villads flere gange om dagen.

- Jeg fortæller dem, hvor meget jeg elsker dem, og hvad de betyder for mig. Og jeg fortæller dem, at jeg aldrig vil glemme dem, men at de altid vil leve i mit hjerte. Det fortæller Sofia og jeg dem stadig hver eneste aften, når vi går i seng.  

00:51

Livet efter ulykken har budt på stor sorg og nærmest umenneskeligt savn, fortæller Kenny Nielsen. 

Luk video

Små ting får stor betydning

Fem dage efter ulykken vender 7-årige Sofia og Kenny hjem til huset i Mejrup.

Nogle få dage inden, Kenny kan tage sin datter med hjem fra hospitalet, er han sammen med sin svigerfar og sin svoger tilbage i huset. Og her står det klart, at ulykken på alle måder er kommet som et lyn fra en klar himmel og brat har sat en stopper for et helt almindeligt familieliv.

- Alt stod klar til, at de skulle være kommet hjem efter fodboldkampen. Min kone havde gjort klar til, at de skulle bage julesmåkager, morgenmaden stod stadig fremme på spisebordet, der hang vasketøj til tørre, og kødet lå i køleskabet klar til, at Britta ville lave en lækker middag til os. Det er mærkeligt som små ting pludselig får en kæmpe betydning, fortæller Kenny Nielsen.

I tiden efter ulykken slår lokalsamfundet, familien og vennerne ring om Kenny og Sofia. De tager sig af de praktiske ting, de går med hunden Asta, og i et halvt år sørger naboerne for, at der bliver leveret varm aftensmad til døren. En hjælp, Kenny Nielsen er meget taknemmelig for.

Den 19. december 2018 kunne Britta Krarup Møller være fyldt 42 år. Tre dage senere bliver hun og sønnen Villads bisat fra Mejrup Kirke.

- De lå i den samme kiste, så de kunne blive sammen. Flere hundrede mennesker var mødt op, og i kirken sang Brittas kor ”Du som har tændt millioner af stjerner”, og så spillede vi ”For Evigt” med Volbeat. Det var den eneste sang, som både Britta og Villads kunne lide.

01:12

At bære sin kone og søn ud af kirken er noget af det sværeste, Kenny Nielsen nogensinde har gjort. 

Luk video

Vil lukke glæden ind igen

På mange måder står tiden stille i hjemmet i Mejrup. Men dagene går, juleaften bliver tilbragt med nærmeste familie, nytårsaften med gode venner, Sofia begynder i skole igen efter nytår, og Kenny vender lige så stille tilbage til sit job hos Velux. Intet er, som det var engang, og Kenny Nielsen mærker, at han heller ikke længere er, som han var inden ulykken.

- Jeg har altid haft en god hukommelse, men jeg har ikke et klart minde om min kone og søn. Jeg forsøger at kigge på billeder af dem, men det er simpelthen for svært, og jeg kan ikke gøre det uden at være ked af det i en uge eller to. Jeg håber sådan, at jeg en dag igen kan huske min søns latter og huske, hvordan han duftede.

Jeg håber sådan, at jeg en dag igen kan huske min søns latter og huske, hvordan han duftede

Kenny Nielsen

I dag er det et år siden, Kenny Nielsens liv blev forandret for altid. Hans datter Sofia er kommet sig fysisk ovenpå ulykken, men sorgen og savnet er konstant hos dem begge.

- Men jeg er nødt til at se fremad. Jeg er nødt til at give mig selv lov til at være glad igen. Jeg håber, at jeg en dag kan se tilbage på vores liv inden ulykken og huske alle de gode ting. Jeg håber, at min datter får et godt liv, selvom hun ikke har fået de bedste kort på hånden på grund af ulykken. Men det skal jeg sikre, at hun får i fremtiden.

Den 24-årige lettiske mand, der var skyld i dødsulykken, blev ved Landsretten i maj idømt tre års ubetinget fængsel og udvist af Danmark for bestandig.

00:55

- Jeg har to valgmuligheder: Enten er jeg her ikke mere, eller også skal det gå fremad. Og det var jo et nemt valg, fordi jeg har Sofia.

Luk video

Hør de to podcasts om Kenny Nielsen herunder:

26:58

Afsnit 1: Kenny Nielsen tager os med tilbage til ulykkesdagen og ugerne efter. Han sætter ord på de svære valg, der skal træffes midt i den store sorg – og fortæller om den svære dag, da han skal bisætte både sin kone og søn.

Luk video
34:25

Afsnit 2: Kenny Nielsens liv er for evigt forandret – men foran ham venter en hverdag som alenefar til 7-årige Sofia. I dette afsnit af podcasten fortæller Kenny om at beslutte sig for at komme videre, om at få hjælp fra nær og fjern og om at lære at leve med sorgen og savnet.

Luk video