Her er de nye tal: Sogn i Holstebro undgår lige akkurat nedlukning

Havde der været én smittet person mere i sognet, skulle det lukke ned.

Coronatest
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Nørrelands sogn i Holstebro er så tæt at lukke ned, som man kan komme. Faktisk havde bare én smittet borger mere fået skoler, uddannelser og kultur- og fritidsaktiviteter til at lukke ned i sognet. 

Der skal være tre kriterier opfyldt før, at et sogn skal lukke ned, og Nørrelands sogn har allerede opfyldt to af dem.

- Det er meget bekymrende, lyder det fra borgmester H. C. Østerby (S).

- Det er et tæt bebygget sogn, hvor folk er tæt på hinanden. Vi har hele tiden, vidst at der var en udfordring. 

Fredagens smittetal viser, at sognet i den seneste uge har fået 40 nye smittede - grænsen er 20. Positivprocenten ligger på 2,7 - grænsen er 2,5. Det sidste kriterie er incidenstallet, hvor grænsen går ved 500. Nørrelands sogn har nu 496 smittede per 100.000 indbyggere. 

Det betyder, at én ny smittet i lørdagens tal i princippet vil sende sognet over grænsen.

- Desværre ser det ud til, at sognet lukker, advarer borgmesteren fredag. 

Ifølge borgmesteren har man i et stykke tid været opmærksom på, at smitten hurtige kan stige i blandt sognets 8.000 beboere. 

Derfor har man åbnet testcenter og myndighederne har iværksat udvidet smitteopsporing i det coronaplagede sogn

- Vi har gjort alt det, der står i vores magt, understreger H. C. Østerby. 

Holstebro Kommune i bedring

Omvendt går det fremad for hele Holstebro Kommune.

Det testjusterede incidenstal for kommunen ligger på 163,4, hvilket er en forbedring fra onsdag og torsdag, hvor tallene var henholdsvis 184 og 174.

- Det er den gode nyhed. Det er helt afgørende for vores erhvervsliv, siger borgmesteren. 

Tallet viser antallet af smittede per 100.000 indbyggere, når man tager højde for antal testede. Hvis tallet kommer over 250, vil kommunen automatisk blive lukket ned.

De seneste syv dage har Holstebro Kommune haft 176 smittetilfælde.

Foruden Nørrelands Sogn er også Maabjerg Sogn i risiko for at lukke. 

Sognet har et incidenstal på 525 og en positivprocent på 2,08, men kun 17 smittede de seneste syv dage.