Holstebros borgmester er stadig bekymret: Sogn tæt på nedlukning

Nørrelands Sogn er faretruende tæt på at blive ramt af automatisk nedlukning - borgmester H. C. Østerby understreger, at det er for tidligt at slække opmærksomheden.

Borgmester i Holstebro Kommune, H. C. Østerby (arkivfoto).
Borgmester i Holstebro Kommune, H. C. Østerby (arkivfoto).
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Selv om coronasmitten i Holstebro Kommune ser ud til at være faldet ovenpå flere dage med faretruende stigninger, er borgmester H. C. Østerby (A) stadig ikke tryg ved situationen.

Det testkorrigerede incidenstal for Holstebro ligger torsdag på 174 mod 184 onsdag.

Tallet viser antallet af smittede per 100.000 indbyggere, når man tager højde for antal testede. Hvis tallet kommer over 250, vil kommunen automatisk blive lukket ned.

- Vi er stadig tættere på 250 end på nul, så vi kan ikke slække på noget som helst. Det er selvfølgelig positivt, at det overordnede tal er faldet, men jeg vil gerne have tallene for weekenden med for at være sikker på tendensen, siger H. C. Østerby til TV MIDTVEST.

Borgmesterens bekymrings skyldes også, at flere af kommunens sogne ligger højt i statistikken. Østerby har specielt rettet blikket mod Nørrelands Sogns, som faktisk opfylder to af de tre kriterier, der medfører automatisk nedlukning. 

Gymnasiet lukkede

Et sogn bliver automatisk lukket, hvis der de seneste syv dage har været mindst 500 smittede per 100.000 indbyggere, hvis der har været mindst 20 smittede, og hvis positivprocenten er på mindst 2,5.

For Nørrelands Sogn er incidenstallet på 483, der har været 39 smittede og positivprocenten ligger på 2,7.

Holstebro Gymnasium, der forleden lukkede, efter at 19 elever i samme klasse var testet positive, ligger i Nørrelands Sogn.

- Jeg er bekymret for Nørrelands Sogn og håber meget, at tallene retter sig de kommende dage. Hvis det kommer til en nedlukning, skal vi i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, siger H. C. Østerby.

Han opfordrer stadig kommunens borgere til at bevæge sig i mindre corona-bobler for at mindste spredning af den smitsomme virus.

En sognenedlukning betyder blandt andet lukning af undervisning og indendørs idræts- og kulturaktiviteter.