Grov vold i Holstebro: Ung mand blev slået og sparket

Offeret var kortvarigt bevidstløs efter overfald i nattelivet. En 18-årig mand er nu sigtet for grov vold.

Det gik voldsomt for sig i Holstebro midtby natten til torsdag.

Klokken kvart over fire blev en 19-årig lokal mand overfaldet i Grønsgade. Ifølge politiets døgnrapport var der formentlig tre personer om overfaldet.

Den 19-årige blev både slået og sparket, og han blev tilsyneladende også sparket i hovedet - i hvert fald var han kortvarigt bevidstløs og blev efter overfaldet kørt til undersøgelse på sygehuset.

En 18-årig mand, der også kommer fra Holstebro, er anholdt i sagen og sigtet efter straffelovens paragraf om grov vold. Politiets jurister overvejer nu, om han skal fremstilles i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Politiet kender endnu ikke motivet - ud over at der tilsyneladende havde været et skænderi før overfaldet.

- Hvis nogen har set voldsepisoden, vil vi gerne have høre fra dem for at få underbygget vores teori om, hvad der er foregået, siger vagtchef Simon Skelkjær.

Midt- og Vestjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

 

 


Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien 112.