Efterforskning afsluttet uden en gerningsmand: Ejere af nedbrændt kro vil bygge nyt ved Borbjerg Mølle

Nu venter en dialog med forsikringsselskabet, om hvor mange penge ejerne kan få udbetalt til at bygge et nyt traktørsted.

Mark og Malene Harpøth (billedet) er den ene del af ejerskabet af den nedbrændte kro. De tidligere professionelle dansere Bjørn Bitsch og Ashli Williamson ejer den anden halvdel.
Mark og Malene Harpøth (billedet) er den ene del af ejerskabet af den nedbrændte kro. De tidligere professionelle dansere Bjørn Bitsch og Ashli Williamson ejer den anden halvdel.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Mandag formiddag fik indehaver af Borbjerg Mølle Kro Mark Harpøth en besked, han har ventet længe på. Beskedens indhold var dog ikke helt som håbet.

Midt- og Vestjyllands Politi har stoppet efterforskningen af branden, der i juli sidste år brændte den historiske kro ned til grunden. En efterforskning, der desværre ikke har kastet nogen opklaring af sig.

- Det har været så voldsomt, at der ikke var noget tilbage derude. Derfor har vi gået grundigt til værks. Det skulle ikke stoppe os i at gøre forsøget, men vi er der, hvor vi ikke kan gøre mere, fortæller efterforskningsleder Torben Ladefoged.

Der var ikke meget tilbage af den historiske kro ved Borbjerg efter branden den 12. juli 2021.
Der var ikke meget tilbage af den historiske kro ved Borbjerg efter branden den 12. juli 2021.
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Det vækkede en smule glæde for parret, at der nu kunne sættes punktum for sagen. De havde bare håbet, at der kunne drages nogle konklusioner, fremfor den nuværende uvished, som ikke forlader indehaverne foreløbigt.

- Et eller andet sted er vi trætte af, at vi ikke har en gerningsmand og heller ikke en årsag. Det er selvfølgelig træls. Men når det er sagt, så er vi kommet godt videre. Vi har haft halvandet år til at bearbejde det, og så bliver man stærkere og stærkere med tiden, fortæller Mark Harpøth til TV MIDTVEST. 

Får ikke 600 års historie i nyt byggeri

Men efterforskningens punktum åbner for et nyt kapitel i livet for Harpøth-parret. 

Nu kan forsikringsselskabet nemlig få en politirapport, og så kan der tales om forsikringssum.

- Det er vores livline videre, så vi er klar til at gå i krig i den her dialog, som vi håber går gnidningsfrit, så vi kan få lavet nogle tegninger og snart bygge nyt, fortæller Mark Harpøth.

For nyt traktørsted - det skal der bygges på den naturskønne lokation ned til Møllesø. Men lige præcis hvad det skal være, vil den tidligere kroejer ikke løfte sløret for. Men han ved, at det skal være rigtig godt, hvis det skal leve op til de tidligere bygningers historiske vingesus.

- Beliggenheden er jo helt unik. Men vi får aldrig det, vi havde før, og det er vi temmelig træt af. Vi købte jo historie gennem 600, og det får vi ikke i noget nyt.

- Men forhåbentlig kan vi bygge noget nyt op på samme sted, men det bliver ikke i samme stil. Vi har tre muligheder, som vi går og overvejer. Men det bliver stadig et traktørsted, forsikrer Mark Harpøth.

Indehaveren fortæller yderligere, at energikrisen og de stigende priser er en stor del af de overvejelser, som parret har, i forhold til hvad de skal bygge på den historiske grund.

Man har ikke måttet rode rundt eller rydde op på Borbjerg Mølle Kro, mens den har været en del af efterforskningen. Der ser kroen sådan her ud torsdag.
Man har ikke måttet rode rundt eller rydde op på Borbjerg Mølle Kro, mens den har været en del af efterforskningen. Der ser kroen sådan her ud torsdag.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST