Dybt bekymret nabo i Nr. Felding: Det er for sent først at grave mink op om et halvt år

Et politisk flertal har besluttet, at minkene skal graves op om et halvt år. Men det er alt for lang tid at vente, lyder det fra Per E. Østergaard og fra Venstres Thomas Danielsen.

Per E. Østergaard bor i Nørre Felding. Han er ikke tilfreds med den aftale, som regeringen og dens støttepartier har indgået om opgravning af mink.
Per E. Østergaard bor i Nørre Felding. Han er ikke tilfreds med den aftale, som regeringen og dens støttepartier har indgået om opgravning af mink.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Søndag eftermiddag landede en aftale mellem regeringen og dens støttepartier om, hvad der skal ske med de nedgravede mink ved Nørre Felding og Kølvrå.

I aftalen står der, at minkene kan graves op, men først når smitterisikoen for Covid-19 er væk om et halvt år. Derefter kan de køres til et forbrændingsanlæg og behandles om erhvervsaffald.

Men løsningen med først at grave minkene op i slutningen af maj måned er naboerne til minkgraven ved Nørre Felding ikke tilfredse med.

- Det er er for lang tid, lyder det fra Per E. Østergaard, der bor i Nørre Felding.

- Vi er selvfølgelig glade for, at minkene bliver gravet op igen, men der er ingen tvivl om, at vi er dybt bekymrede for vores miljø, grundvand og sø, siger han til TV MIDTVEST.

Fyldte hullerne på 10 dage

Regeringens begrundelse for at vente et halvt år med opgravningsarbejdet er, at de døde mink udgør en smitterisiko for Covid-19 for de folk, der skal grave minkene op igen.

Det argument giver borgeren fra Nørre Felding dog ikke meget for. 

- Da man på ti dage fyldte hullerne herude, sagde man, at mink ikke smitter, når de er døde. Jeg ved ikke, om der sker en udvikling af smitten nede i gravene. Det kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om. Men jeg nægter at tro på, at det skulle være mere farligt nu, end da de kom med de friske minkkadavere, siger Per E. Østergaard.

Ifølge Fødevareministeriet er der ingen akut risiko forurening ved at lade minkene blive i jorden de næste seks måneder. 

I Nørre Felding ved Per E. Østergaard dog snart ikke, hvad han skal tro på. Han frygter stadigvæk forurening af den badesø, Boutrup Sø, der ligger 200 meter fra minkgraven. 

Det eneste, han ved, er, hvad han kan se med sine egne øjne, og som han også viste til miljøminister Lea Wermelin, da hun i starten af december besøgte minkgraven syd for Holstebro.

- Selv miljøministeren har set os hælde en spand vand ned i det her sand, og det forsvandt med det samme. Vi har jo 63 tons gylde (red. mink), der ligger i sandjord. Jeg er ikke fagmand, men det forsvinder, siger han.

Hele Nørre Felding by plejer at bruge søen nær ved minkgraven til at bade i om sommeren. Men det tør Per E. Østergaard ikke fremover. Hans budskab er derfor klart.

- Minkene skal op, og de skal op før sidst i maj.

Thomas Danielsen er Venstre-folketingsmedlem fra Holstebro - og langt fra tilfreds med den nye aftale.
Thomas Danielsen er Venstre-folketingsmedlem fra Holstebro - og langt fra tilfreds med den nye aftale.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Venstre: Ikke den bedste løsning

Thomas Danielsen, der er medlem Miljø- og Fødevareudvalget for Venstre, mener heller ikke, at det holder først at grave minkene op om et halvt år. Blandt andet derfor er hans parti ikke med i den politiske aftale, som i dag blev indgået.

- Vi ved, at jo før du begynder oprydningsarbejdet efter en forurening, jo mindre når du at forurene, og jo billigere bliver det. Så det er ikke den bedste løsning, man har valgt, siger Thomas Danielsen (V).

Men myndighederne mener jo ikke, at minkene udgør en akut fare for vandmiljøet og miljøet i det hele taget. Hvorfor mener I i Venstre, at de gør det?

- Både DTU Miljø, Geus og de lokale miljømyndigheder advarer om, at der sker en udvaskning i øjeblikket. Altså at der påbegår en forurening netop nu, og derfor er det klart at ved at lade den stå på til sommer, så udgør den blot en endnu større forurening, siger Venstre-politikeren. 

4:20
Mink i Nørre Felding og Kølvrå skal først graves op til maj, fordi de indtil da vil udgøre en smitterisiko.