Udstiller til EM i racedyr: Har dyr på hjernen om natten

Ida og hendes bedstefar udstiller høns på Europaschau i Herning. De konkurrerer med folk fra 25 lande.

Otte-årige Ida og bedstefar Kenneth med en sort dværg hamborger høne.
Otte-årige Ida og bedstefar Kenneth med en sort dværg hamborger høne.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

30.000 imponerende racedyr har de seneste dage fyldt Messecenterets haller i Herning.

Europas flotteste kanariefugle, høns, kaniner, marsvin, hamstere, duer og dets lige bliver kåret her i weekenden.

Otte-årige Ida Jensen og hendes bedstefar Kenneth Møller Jensen er også med for at udstille deres høns.

Og det kan være svært at overskue med de mange dyr.

- Man skal have GPS for at finde rundt herinde, siger bedstefar Kenneth Møller Jensen.

Ida Jensen og Kenneth Møller Jensen ved deres 24 høns.
Ida Jensen og Kenneth Møller Jensen ved deres 24 høns.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Og når man kommer hjem om aftenen, har man stadig dyr på hjernen efter fem dage i hallerne.

- Det er da sådan, at man kan vågne op om natten og tænke: hov, der var lige en høne, den var egentlig god, den du gik forbi der. Så sover du igen, fastslår Kenneth Møller Jensen.

Deltagere fra 25 lande er med i konkurrencerne.
Deltagere fra 25 lande er med i konkurrencerne.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Ida og bedstefar har 24 høns med i konkurrencen. Selvom det ikke er blevet til et europamesterskab, så har der været ros til Idas bedste høns for farven.

- Den er rigtig fin sort og mange ting, fortæller Ida med stolt.

Junior-danmarksmester

Hun kommer fra Haunstrup og er regerende junior-danmarksmester trods sine kun 8 år. Ida Jensen bruger megen fritid på sine høns af racen sorte dværg hamborger.

Interessen for høns har hun fra sin farfar Kenneth Møller Jensen fra Skjern. Han begyndte med at opdrætte høns som 6-årig. I år udstiller han for 59. gang i træk på landsudstillingen, som i år finder sted til Europaschau.

Farfaren er i år også dommer til Europaschau sammen med dommere fra hele Europa.

Kenneth Møller Jensen begyndte at opdrætte høns som 6-årig.
Kenneth Møller Jensen begyndte at opdrætte høns som 6-årig.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

En livsstil

Udstillingsleder, Willy Littau, er godt tilfreds med arrangementet.
Udstillingsleder, Willy Littau, er godt tilfreds med arrangementet.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Passionen for dyreudstillinger er de dog ikke ene om at have.

- Passion, det er ikke en passion. Racefjerkræ – levende dyr, det er en livsstil, siger Willy Littau, der er udstillingsleder for Europaschau.

En livsstil som gæster - tusindvis af gæster - fra hele Europa er kommet for at være en del af.

- Det er gået fantastisk godt, og Herning er rigtigt blevet promoveret i hele Europa i de her dage, slutter Willy Littau.

2:17
Se tv-indslag fra Europaschau.