Mand indlagt med røgforgiftning – nu advarer indsatsleder haveejere

En ukrudtsbrænder var lørdag skyld i, at en mand fra Sunds ved Herning skulle indlægges med røgforgiftning.

Arkivbillede. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

En mand fra Sunds ved Herning er lørdag eftermiddag blevet indlagt på sygehuset med røgforgiftning.

Det fortæller Peter Kristensen, der er indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning.

Man skal tænke sig om, hvis man går i nærheden af noget, der er brændbart.

Peter Kristensen, indsagsleder, Midtjysk Brand & Redning

- Han gik rundt om sit hus med en ukrudtsbrænder. Da han når til carporten får ukrudtsbrænderen fat i den, og så starter branden, fortæller indsatslederen.

I carporten, der er lavet af træ og har et plastiktag, står nogle ting, som let kan brænde. Dem får ilden fat i, og derfra udvikler det sig sådan, at carporten går til.

Manden og hans kone får selv slukket branden med nogle haveslanger, men alligevel måtte manden indlægges.

- Han stod så længe i røgen, at han blev nødt til at komme med på sygehuset med en lettere røgforgiftning, fortæller indsatslederen.

Indsatsleder advarer

En brand, der er startet på grund af en ukrudtsbrænder, er langt fra noget, der hører til sjældenheder for Midtjysk Brand & Redning.

Derfor opfordrer Peter Kristensen til, at man tænker sig om, når man bruger en ukrudtsbrænder.

- Det er farligt med ukrudtsbrændere. Der skal ingenting til. Man skal tænke sig om, hvis man går i nærheden af noget, der er brændbart. Det er anderledes, hvis man går langs en cementfacade eller fortov. Det er langt fra den første brand med en ukrudtsbrænder, og det er desværre nok heller ikke den sidste, siger indsatslederen.

Han opfordrer derfor til, at man tager en spand med vand med sig, når man bruger en ukrudtsbrænder.