Kristian Jensen dropper ideen om at blive formand for DIF

Kristian Jensen accepterer kritik og vil derfor ikke gå efter at blive formand for Danmarks Idrætsforbund.

Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Læs også Kristian Jensen vil have bestyrelsespost i idrætsforbund

Kristian Jensen (V) er ikke længere i spil som kandidat til formandsposten i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Det fortæller den tidligere minister og Venstre-næstformand til avisen Danmark.

- Jeg fik en opfordring til at stille op til DIF's bestyrelse og derefter til formandsposten.

- Men tanken om både at sidde i Folketinget og i DIF's bestyrelse har mødt kritik for at sende et uheldigt signal. Det accepterer jeg fuldt ud, så den mulighed har jeg nu slået helt ud af hovedet, siger Kristian Jensen til avisen Danmark.

Hans mulige kandidatur kom frem i Politiken for godt en måned siden.

Det har rod i, at den nuværende formand for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, har besluttet at gå af i forbindelse med organisationens årsmøde næste år.

Ifølge Kristian Jensen var det ikke ham selv, der fik ideen om at blive DIF-formand. Det var noget, han blev opfordret til på organisationsplan, siger han.

Han ønsker ikke at oplyse, hvilke organisationer eller personer der står bag opfordringen.

15. april tiltræder tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som juridisk rådgiver hos advokatfirmaet Gorrissen Federspiel. Løkke agter at beholde sin plads i Folketinget trods sin nye stilling.

Har tiltrukket sig meget opmærksomhed på det seneste

Kristian Jensen var næstformand under tidligere Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen. Oven på valget i juni, hvor Venstre gik frem, men blå blok tabte magten, kom de to på kollisionskurs.

Kristian Jensen kritiserede Lars Løkke Rasmussens tanker om at lave en midterregering med Socialdemokratiet. Han blev dog banket på plads.

Det udløste et voldsomt opgør, der endte med, at både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen trak sig fra deres poster efter et tungt pres fra baglandet.

Jakob Ellemann-Jensen blev efterfølgende valgt som formand, og Kristian Jensen fik en mere fri rolle som arktisordfører og med interesser i blandt andet forhandlingerne om en klimalov.

Efter igen at have præsenteret tanker om den politiske retning uden at have snakket med ledelsen blev Kristian Jensen i midten af januar frataget alle sine tilbageværende poster i gruppen.

Der er endnu ikke andre offentliggjorte bud på en afløser for Niels Nygaard som DIF-formand.

/ritzau/