Indbrudsbølgen fortsætter: - Det er alt for mange

Der er tilsyneladende ingen ende på indbrudsbølgen.

Bølgen har stået på i godt en uge (arkivfoto).
Bølgen har stået på i godt en uge (arkivfoto).
Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Indbrudstyvene i Herning og Ikast har for travlt for tiden.

Igen, igen, igen melder Lokalpolitiet i Herning om mange indbrud og indbrudsforsøg. 

Det fortæller Bent Smedegaard fra Lokalpolitiet i Herning. 

-  Vi har talt otte indbrud eller forsøg på indbrud det seneste døgn. Det er overkanten, understreger han. 

Også torsdag kunne politiet tælle flere indbrud eller forsøg på indbrud. Her lød tallet på syv. 

I weekenden var Herning og Ikast også ramt af flere indbrud og forsøg. 

- Det er alt for mange indbrud og forsøg, fastslår Bent Smedegaard.

Trodser tendens

Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over indbrud viser, at der på landsplan er sket mere end en halvering i antallet af anmeldelser af indbrud fra 2009 til 2020.  

- Går man bare seks-syv år tilbage var det meget almindeligt med den mængde indbrud, vi ser, men nu er der kommet en eskalering, lyder det fra Bent Smedegaard. 

Han understreger, at politiet har gang i opklaringsarbejdet.

Det lønnede sig torsdag. Her fandt politiet en 41-årig mand fra Ikast, der var mistænkt for et indbrud i Bording.

Politiet blev ledt til mandens adresse på baggrund af vidner, der havde set hans bil. 

Man fandt dog ingen tyvekoster på adressen, men han er nu blevet sigtet for at overtræde reglerne om hash.