Røgen kunne ses meget langt væk, da der søndag udbrød brand i en lade fyldt med store halmballer på Drongstrupvej i Sdr. Felding.
Alarmen lød klokken 11.20, og da Brand & Redning MidtVest nåede frem, var den 400 kvadratmeter store bygning helt overtændt.
- Vi har sikret os, at branden ikke kan sprede sig, og så får halmen ellers lov til at brænde ned under kontrol. Der er ingen ræson i at begynde at slukke branden. Hvis vi hælder vand på, begynder det bare at ryge endnu mere, og samtidig er der asbest i tagkonstruktionen. Det er der ingen grund til at få spredt ud i området, siger indsatsleder Peter Kristensen.
Han vurderer, at der har været ild i 200 bigballer, og årsagen til branden er der ifølge indsatslederen ikke den store tvivl om. Det skulle dreje sig om en glød fra gårdens halmfyr, der er blæst over i laden.
De fleste af brandfolkene har nu forladt stedet, men to mand er blevet tilbage med en vandtank for at overvåge den kontrollerede nedbrænding.