I oplæring som borgmesterkandidat: Dorte West siger farvel til børn- og ungeområdet

Til næste år skal byrådspolitiker Dorte West være borgmesterkandidat for Venstre i Herning. Nu skifter hun udvalg.

Dorte West er Venstres borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2021.
Dorte West er Venstres borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2021.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

I snart to perioder har byrådspolitiker Dorte West været formand for Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune, men nu det er slut.

Den kommende borgmesterkandidat for Venstre skifter Børne- og Familieudvalget ud med Økonomi- og Erhvervsudvalget.

- Det kommer i en naturlig forlængelse af, at Venstres byrådsgruppe og Venstres bagland har valgt at pege på mig som Venstres næste borgmesterkandidat. Derfor er der en periode, hvor man gerne vil køre mig bedst muligt i stilling til at tage den post, forklarer hun til TV MIDTVEST.

Ind i maskinrummet

Dorte West fortæller, at det er sørgmodigt for hende at sige farvel til Børne- og Familieudvalget, men at det er den bedste løsning, når hun nu skal forberede sig på at være borgmesterkandidat.

- Det er jo ligesom maskinrummet, der udstikker den overordnede økonomi for hele kommunen, siger hun og fortsætter:

- Det er her, man har det fulde overblik over, hvordan økonomien er. Også i forhold til nogle af de vigtige projekter, der kommer fremadrettet. Det er klart, at her får man en indsigt og en viden, som er enorm vigtigt. Også i forhold til de visioner og ønsker, Venstre har fremadrettet.

Næste kommunalvalg er 16. november 2021.