Herningelever med Danmarks bedste ide vinder DM i Entreprenørskab

Tre drenge, som står bag firmaet Wilma Care, kan nu kalde sig danmarksmestre i entreprenørskab. De kommer fra Herningsholm Erhvervsgymnasium.

2:29
Herningsholm Erhvervsgymnasium tog de første tre pladser til DM i Entreprenørskab.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

En ide til at gøre livet bedre for landets ældste, masser af hårdt arbejde og et knivskarpt pitch. 

Den opskrift sikrede torsdag holdet Wilma Care titlen som danmarksmestre i entreprenørskab. 

Det oplyser Fonden for Entreprenørskab.

- Det er kanonfedt. Helt ærligt, vi havde ikke regnet med at vinde, fortæller Benjamin Lytorp Henriksen til TV MIDTVEST på vej hjem i bilen sammen med de to andre bag Wilma Care.

Benjamin Lytorp Henriksen, Morten Moesgaard og Christian Riis Gaardsted Petersen fra Herningsholm Erhvervsgymnasium har knoklet med deres ide til Wilma Care i et år. 

Faktisk opstod de første tanker om Wilma Care allerede da Benjamin Lytorp Henriksen gik i 8. klasse, men blev først vakt til live, da eleverne skulle være med i entreprenørskabsforløbet Company Programme i år.

Wilma Care er en kommunikations- og koordineringsplatform til ældres pårørende, som er udviklet til plejehjem. Platformen skal sikre større inddragelse af pårørende, lette presset blandt personalet og skabe et samfund omkring de ældre. Wilma Cares mission er at sørge for, at ingen i den danske ældrepleje oplever omsorgssvigt.

Hård konkurrence

Ved en stor kåring sendt direkte fra Industriens Hus, blev de tre dedikerede unge bag Wilma Care torsdag aften udråbt som vindere af Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab - Company Programme.

- Der har bare været helt vildt hård konkurrence hele vejen igennem med et tårnhøjt niveau. Så det er vildt at vinde, lød det fra gruppen efter kåringen. 

De tilføjer:

- Det er kendetegnende for os, at vi har en ide om, hvad vi vil, men vi skal også være gode til at høre, hvad vores omgivelser siger, især i forhold til ældreplejen, for vi har ingen hverdag der. Men vi har fået en oprigtig interesse for, at der er nogle problemer, som skal løses der. Det er en kæmpe motivation i sig selv, sagde vinderne.

Med titlen som danmarksmestre i entreprenørskab fulgte også en samlet check på 21.000 kroner sponsoreret af Nordea og Bloomberg og en billet til europamesterskabet, Company of the Year Competition, som afholdes til sommer.

Herning er hotspot for innovative elever

Vinderne var oppe mod skarpe konkurrenter, og at Herning er hotspot for innovative unge blev meget tydeligt i finalen, hvor alle priserne gik til elever fra Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier.

Den samlede andenplads og vinder af kategorien Business & Service blev gruppen Kør Digitalt fra Herningsholm, der har lavet et learning management system og en app udviklet til at forbedre køreskolebranchen. De vandt samlet 15.000 kr. sponsoreret af Nordea og Bloomberg.

Den samlede tredjeplads og vinder af kategorien Science & Technology blev gruppen ECObuddy fra Herningsholm, som har lavet en maskine til affaldssortering i restaurationsbranchen. Nye krav om kildesortering af affald udfordrer restauranterne, og ECObuddys maskine gør det let at sortere og komprimere affald. De vandt samlet 9000 kr. sponsoreret af Nordea og Bloomberg.