Herning Blue Fox vinder 10-1 over Aalborg Pirates

Herning tangerede rekorden for sæsonens største sejr i Metal Ligaen ved at banke grundspilsvinderne 10-1.

Herning kan juble, efter Markus Jensen (25) har scoret under ishockeykampen i Metalligaen mellem Herning Blue Fox og Aalborg Pirates i Kvik Hockey Arena i Herning.
Herning kan juble, efter Markus Jensen (25) har scoret under ishockeykampen i Metalligaen mellem Herning Blue Fox og Aalborg Pirates i Kvik Hockey Arena i Herning.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Herning Blue Fox slutter som nummer to i Metal Ligaens grundspil. Det står klart efter sidste runde af grundspillet, der blev afviklet tirsdag aften i tomme haller.

På hjemmebane formåede Herning at ydmyge grundspilsvinderne fra Aalborg Pirates med de sjældent sete sejrscifre 10-1.

Med en sejr på ni mål tangerer Herning rekorden for sæsonens største sejr. I november vandt Rungsted med 9-0 hjemme over Herlev.

Sønderjyske var den eneste konkurrent, der kunne have vippet Herning af andenpladsen i sidste spillerunde.

Sønderjydernes kamp begyndte halvanden time tidligere end Hernings, og med en 4-1-sejr i Esbjerg satte Sønderjyske herningenserne under pres.

Det pres var Herning mere end i stand til at håndtere.

Finnen Jonne Virtanens tidlige føringsmål gav ro på, og inden første periode var ovre, havde han også gjort det til 2-0.

I anden periode var det så rutinerede Morten Poulsen, der strålede med tre af sit holds vanvittige seks scoringer i perioden.

Felix Scheel fik reduceret for Aalborg i begyndelsen af tredje periode, inden Herning satte trumf på med yderligere to scoringer. Det er første gang i sæsonen, at et hold scorer et tocifret antal mål.

Rungsted holdt fast i ligaens fjerdeplads med en sejr på 6-3. Frederikshavn blev nummer fem og sluttede af med det fjerde nederlag i træk, da det på udebane blev et 2-3-nederlag til Rødovre efter straffeslag.

Udbyttet af pladserne i grundspillet er anderledes end normalt, da man grundet coronavirus har været tvunget til at ændre slutspillet.

Det vides ikke, hvornår slutspillet begynder, men formatet er klart. De otte slutspilshold skal spille ude og hjemme mod alle, hvilket giver 14 kampe i alt.

Grundspilsvinderne Aalborg starter med fire point, Herning starter med tre point, Sønderjyske to point og Rungsted et enkelt.

Frederikshavn, Esbjerg, Herlev og Rødovre starter uden point.   

Slutspillet kan sættes i gang med tre dages varsel. Hvis ikke det er sket ved udgangen af marts, skal ligaforeningen samles for at beslutte, hvad der så skal ske.