Her lærer børn om klimakrise og verdensmål: - Man skal ikke undervurdere dem

Børn kan onsdag og torsdag blive klogere på FN’s verdensmål til Børnefolkemødet i Herning.

I Herning kan børn i denne uge lære mere om FN’s verdensmål.

Det er Herning Bibliotekerne, der sammen med Herning Kommune, står bag Børnefolkemødet, hvor verdensmålene bliver forklaret og diskuteret i børnehøjde. Ifølge programleder for FN’s verdensmål ved Hernings Bibliotekerne kan børn nemlig være med til at opdrage voksne om bæredygtig udvikling.  

- Man skal ikke undervurdere børnene. Verdensmålene er så mega godt beskrevet, at alle børn simpelthen kan forstå dem. Og hvis de kan forstå dem, så kan de også lære deres forældre det, siger hun.

Foredrag om klimakrisen

Børnefolkemødet begyndte på Herningsholmskolen med et foredrag for 5. årgang om klimakrisen. Et foredrag som ph.d. i fysik og forsker i bæredygtig energiteknologi Anders Holst Bodin stod for. Oplægget handlede om klimakrisens kompleksitet, som i dagens anledning skulle formidles på en helt anden måde, end han ellers er vant til på universitetet.

- Jeg forenkler jo budskaberne, men det sjove er, at nogle gange når man gør det, så bliver det også skarpere. Når man siger ting til et barn, så bliver man tvunget til helt at skære det ud i pap. Man kan ikke gemme sig bag de nuancer, som man normalt ville gøre, siger Anders Holst Bodin.

Forsker Anders Holst Bodin åbnede Børnefolkemødet med et foredrag kaldet "Klimakrisen, den store fortælling". 
Forsker Anders Holst Bodin åbnede Børnefolkemødet med et foredrag kaldet "Klimakrisen, den store fortælling". 
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Forskeren er ikke i tvivl om, at det er en vigtigt, at børn lærer om klimaet og bæredygtighed, fordi de dermed kan engagere sig i det i stedet for at gå og tænke over det alene.

- Børnene hører om de her problemer, hvad end vi vil det eller ej. Vi kan vælge at lade være med at tale om det, eller vi kan sige, at der er en kæmpe udfordring i vores samfund, men at vi faktisk også kan gøre noget ved det, siger Anders Holst Bodin.

Corona-udfordringer

Eleverne fra 5. årgang på Herningsholmskolen var de eneste, der fik lov til at se Anders Holst Bodins foredrag live. På grund af corona kan elever fra kommunens skoler ikke samles, og oplæggene bliver i stedet streamet rundt til skolerne. Blandt eleverne på Herningsholmskolen var der stor tilfredshed med dagens oplæg.

- Jeg forstod de fleste ord, og så var der nogle enkelte, jeg ikke helt kunne forstå, men jeg synes, han forklarede det rigtig godt til en sådan en 5. årgang. Jeg synes, det er dejligt, at børn også får noget at vide, så man kan være med til at snakke med de voksne, siger Emily Elisabeth Christensen, der går i 5. klasse.

Både Victoria Middelhede Andersen (tv.) og Emily Elisabeth Christensen (th.) fra 5. årgang var glade for oplægget om klimakrisen. 
Både Victoria Middelhede Andersen (tv.) og Emily Elisabeth Christensen (th.) fra 5. årgang var glade for oplægget om klimakrisen. 
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Børnefolkemødet foregår onsdag og torsdag i denne uge, og programleder Pia Damsgaard for FN’s verdensmål ved Herning Bibliotekerne håber, at Børnefolkemødet kan vokse sig endnu større næste år.

- Det er jo et tilbagevendende arrangement, så vi håber jo, at vi til næste år kan holde fyr og flamme af en børnefestival, der er endnu større, end vi har kunne gøre i år på grund af corona, siger hun.

Børnefolkemødet er primært for daginstitutioner og elever fra 3.-9. klasse. På programmet er blandt andet vejrvært Peter Tanev, youtuber Rasmus Brohave og folketingspolitiker Kristian Jensen (V).


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Uddannelse.