Helt skudt i våben - Danmarks nyeste våbenmekaniker

Som den eneste i Danmark i år har Thomas Juhl Jensen netop færdiggjort sin svendeprøve som våbenmekaniker.

Der findes formentlig ikke mange, der kan prale af at være lige så unik som Thomas Juhl Jensen fra Skjern. For mens der hvert år bliver uddannet flere tusinde nye folkeskolelærere, sygeplejersker, pædagoger og ingeniører, så står det helt anderledes til med antallet af nyuddannede våbenmekanikere.

Faktisk findes der i år kun én, og det er netop her, hvor Thomas Juhl Jensen kommer ind i billedet.

quoteMin bedstemor tænkte straks, at det var død og ødelæggelse, og det er det jo også i rigtig mange tilfælde, men jeg ser mere et jagtgevær som et stykke kunst.

Thomas Juhl Jensen

- Jeg har altid vidst, at jeg skulle bruge mine hænder. Min bror blev mekaniker, men biler sagde mig ikke så meget dengang, så det skulle ikke være mekaniker. Som knægt kunne man jo godt lide skydespil, så våben har jo sådan egentlig altid været lidt interessante, fortæller Thomas Juhl Jensen.

Thomas Juhl Jensen har netop færdiggjort sin svendeprøve på fornemmeste vis. Han scorede nemlig skalaens højeste karakter og står derfor nu med papir på sin store passion.

Det er en passion, som ikke er blevet mindre i løbet af den fireårig uddannelse, selvom dele af familien undrede sig lidt over karrierevejen.

- Min bedstemor tænkte straks, at det var død og ødelæggelse, og det er det jo også i rigtig mange tilfælde, men jeg ser mere et jagtgevær som et stykke kunst, fortæller Thomas Juhl Jensen.

Thomas Juhl Jensen har stået i lære i Skjern-virksomheden Korsholm, der er en specialforretning inden for jagt og fiskeri. Også her har man bemærket, at nye våbenmekaniker-aspiranter ikke er nemme at få fat på.

Thomas er nemlig den eneste lærling, som virksomheden har haft, de seneste 30 år.

- Jeg håber, de har lært, at lidt fornyelse engang imellem ikke skader, fortæller Thomas Juhl Jensen.

Selvom han nu har sat én uddannelse til vægs, så er det ikke sikkert, at det er sidste gang det sker. Han drømmer nemlig om at tage en fireårig lang uddannelse som bøssemager i Østrig.

Der findes ikke mange helt nye våbenmekanikere. Faktisk findes der kun en. Som den eneste i Danmark i år,  har Thomas Juhl Jensen netop færdiggjort sin svendeprøve - og så endda med et flot 12-tal. Og efter fire års uddannelse er han stadig helt skudt i våben.

Læs flere artikler fra Ringkøbing-Skjern eller i kategorien Uddannelse.