Dreng uskadt efter færdselsudheld i Ikast
En syvårig dreng blev her til morgen påkørt af en lastbil i Ikast.
Opdateret 12:38
En syvårig dreng er blevet fløjet med helikopter til Aarhus, efter at han kl. 07:45 torsdag blev påkørt af en lastbil. Redningspersonalet kunne dog tale med drengen, da han blev fløjet væk. Drengen var formentlig på vej til skole, da ulykken skete i krydset mellem Thomas Poulsen Allé og Vestergade.
- Hvordan ulykken er forekommet er endnu ikke fastlagt, siger Gert Høeg, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Da drengen ankom til skadestuen, kunne personalet konstatere, at han ikke var kommet alvorligt til skade.
- Det er dagens bedste nyhed, han havde heldigvis ikke fået nogle større skader, og han er på vej hjem nu, siger Gert Høeg.
Drengens forældre er underrettet.