Et usædvanligt livsskifte: Stjerne har byttet balletsko ud med sømpistol og træ

Efter 18 år på tåspidser har Johan Christensen fra Holstebro valgt at stoppe sin karriere som balletdanser, men det skyldes hverken nedslidt krop eller skader.

- Jeg ser ikke tømrerfaget som mindre ambitiøst eller mindre disciplineret end at danse. Også her stræber jeg efter det perfekte. Arbejdet skal være nydeligt og afleveres til tiden.
- Jeg ser ikke tømrerfaget som mindre ambitiøst eller mindre disciplineret end at danse. Også her stræber jeg efter det perfekte. Arbejdet skal være nydeligt og afleveres til tiden.
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST

Denne artikel er med i sommerserien ”Fik du læst?”, hvor vi hver dag finder en artikel frem til et godt gensyn.

I en æske på hylden på kollegieværelset ligger de gråhvide balletsko, der er lappet sammen med syninger flere steder.

Ved siden af står Johan Christensen og er i gang med at snøre sikkerhedsskoene. Outfittet er arbejdsbukser med store lommer til værktøj og en T-shirt.

Kort tid efter er han i gang med sømpistol og lægter i et udstykningsområde ved Holstebro, hvor 100 nye rækkehuse tager form.

To verdener i én person: Den kendte danser og den anonyme tømrerlærling. Et livsskifte af de helt store - men et meget velovervejet skifte, forklarer den 30-årige Johan Christensen.

- Jeg er hverken nedslidt eller har skader, men min eventyrlyst og dansedrøm er mættet nu. Så jeg føler, at tiden er inde til at skrive et nyt og anderledes kapitel i mit liv. Hjemme i kendte rammer og tæt på min familie, fortæller han.

Under Corona-nedlukningen hjalp Johan Christensen en snedker i Edinburgh med at renovere et hus. Snedkeren forærede ham efterfølgende en værktøjskasse, og de første frø var sået til drømmen om at tage en tømreruddannelse.

Kom tættere på balletstjernen ved at klikke på indslaget "En balletstjerne i lære som tømrer" nedenfor.

Tilbage i barndomsbyen

Nu er Johan Christensen flyttet tilbage til barndomsbyen Holstebro, hvor ballet-eventyret startede for 20 år siden. Her har han fået en læreplads, og værktøjet bliver flittigt brugt hver dag.

- Ligesom balletten er tømrerfaget meget fysisk, men det er lidt andre muskler, der er i fokus. Jeg bruger mine arme og hænder meget mere, og jeg har skullet vænne mig til at stå med tungt værktøj, forklarer han og tilføjer:

- Men jeg er virkelig glad for arbejdet. Jeg ser ikke mit nye fag som mindre ambitiøst eller mindre disciplineret end at danse. Også her stræber jeg efter det perfekte. Arbejdet skal være nydeligt og afleveres til tiden. På samme måde som når vi lavede prøver til en forestilling.

Johan Christensen der blev optaget på balletskolen i Holstebro som 10-årig.
Johan Christensen der blev optaget på balletskolen i Holstebro som 10-årig.
Foto: Privatfoto

Slap gennem nåleøjet

Han startede med balletten, da han var 10 år. Hvor de fleste drenge på den alder er optaget af håndbold, fodbold og gymnastik. Han var også vild med at klatre i træer og havde en lille drøm om at blive stuntman. Men pludseligt var der noget, der overtrumfede alt andet.

- Han var med sin søster inde og se en prøvetime på balletskolen, hvor han sad helt stille i 45 minutter og bare kiggede på de her balletbørn, der dansede. Bagefter sagde han: Det der, det vil jeg, fortæller Johan Christensens mor Lisbeth Holm Filtenborg.

Så Johan Christensen gik til optagelse på Det Kongelige Teaters Balletskole i Holstebro og slap gennem nåleøjet til en verden, hvor disciplin, kropskontrol og piruetter er hverdagskost.

- Jeg syntes bare, det var sjovt. Dansen var spændende og udfordrende, og jeg havde smidigheden til øvelserne, fortæller han.

Johan Christensen på den skole, hvor balleteventyret begyndte for 18 år siden.
Johan Christensen på den skole, hvor balleteventyret begyndte for 18 år siden.
Foto: Hans Vittarp, TV MIDTVEST

Flyttede hjemmefra som 12-årig

Hans balletlærer fra dengang, Theresa Jarvis Eliasen, der også er leder af balletskolen i Holstebro, husker Johan Christensen som en eksemplarisk elev.

- Han var meget positiv og kunne virkelig godt lide ballet. Hans koordination var fin, og han var også meget musikalsk, så han havde faktisk hele pakken, fortæller hun.

Allerede som 12-årig blev Holstebro-drengen hentet over til Balletskolen i København, og siden har han ikke boet hjemme. I starten flyttede han ind hos en plejemor, og senere var han en af de første, der fik et værelse på det nye Dronning Margrethe Kollegium for unge balletdansere, der bor langt fra hovedstaden.

- Jeg var i gode rammer i København, men senere kunne jeg godt mærke et afsavn, missede mange familiebegivenheder, og hvis jeg havde nogle problemer med en pige eller andet, så var det nogle gange ikke helt det samme at vende det over telefonen med min mor eller far, siger han.

På den måde blev Johan tidligt moden og selvstændig. Efter at have gjort sin uddannelsen færdig i København og Hamburg, har han danset på mange store scener rundt om i Europa, deltaget i tv-programmet 'Den Vildeste Danser' og blandt andet haft engagementer på krydstogtskibe.

- Jeg har været hele paletten rundt med showdance, tv, reklame, musical, modern dance og klassiske balletter. Det har været en vild rejse med mange auditions og fine roller. Men det er også hårdt at være i evig konkurrence om rollerne, og sådan er det i ballet-branchen.

En af de sidste, store forestillinger var verdenspremieren på Hamlet i Edinburgh, hvor Johan Christensen spillede sammen med den engelske skuespiller Ian McKellen.
En af de sidste, store forestillinger var verdenspremieren på Hamlet i Edinburgh, hvor Johan Christensen spillede sammen med den engelske skuespiller Ian McKellen.
Foto: Privatfoto

Siden 2019 og til Johan Christensen stoppede sin karriere ved årsskiftet, har han været tilknyttet Edinburgh Festival Ballet and School, hvor han både har danset og undervist.

Den store finale blev verdenspremieren på balletudgaven af Hamlet, hvor han dansede hovedpartiet sammen mede den engelske skuespiller Ian McKellen.

Nu er scenen skiftet ud med et stillads, og de graciøse bevægelser erstattet af veludviklede overarmsmuskler.

- Hvis jeg ser på lykke-parameteret, så er jeg meget gladere nu. Jeg kan lide mit arbejde, og jeg kan være sammen med min familie. Da jeg dansede, kunne jeg nogle gange føle, det var lidt meningsløst, det jeg lavede, fordi jeg oftest var så langt væk fra mine forældre og søskende. Nu føler jeg faktisk, mit liv er meningsfyldt. Så kan jeg ikke bede om mere, understreger han.