Nu tager regionen hul på gennemgang af amputationssagerne

Region Midtjylland sætter de første gennemgange i gang i denne uge.

Omkring 1580 karkirurgiske patienter skal have gennemgået deres behandlingsforløb hos Region Midtjylland.
Omkring 1580 karkirurgiske patienter skal have gennemgået deres behandlingsforløb hos Region Midtjylland.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Mange, der har fået amputeret et ben gennem de sidste år, venter i øjeblikket på at høre, om de er én af dem, der måske kunne have beholdt deres ben.

Nu begynder gennemgangen af behandlingsforløbene, oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

- Normalt er det den enkelte læge, der selv gennemgår sine egne sager for at se, om der skal vejledes om erstatning, siger Pernille Blach Hansen, der er regionsdirektør ved Region Midtjylland.

Men sådan bliver det ikke nu.

- Her har vi lagt to ekstra sikkerhedslag ind. Vi har sagt, at: du må ikke gennemgå dine egne sager, og du må heller ikke gennemgå sager fra dit eget hospital.

Det er karkirurger fra hele landet, der får travlt med at kigge sagerne igennem. 

Gennemgangen af de mange sager begynder efter, at en ekstern analyse har vist, at op mod 47 patienter om året muligvis kunne have undgået eller udskudt deres benamputation, hvis de tidligere i deres forløb havde fået den nødvendige forebyggende karkirurgiske behandling.

- Hvis vi finder ud af, at du som patient bør vejledes om erstatning, så får du et brev i din e-boks eller et fysisk brev. Hvis du ikke hører noget og kan se på vores hjemmeside, at vi er ved at være færdig med gennemgangen, så har du muligheden for selv at sige, at du gerne vil søge om erstatning, siger regionsdirektøren i Region Midtjylland.

Denne grafik beskriver, hvordan Region Midtjylland vil finde patienterne.
Denne grafik beskriver, hvordan Region Midtjylland vil finde patienterne.
Foto: Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen

Ifølge regionen drejer det sig om cirka 1580 sager, der skal kigges igennem.

De første gennemgange sættes i gang denne uge, og de skal hjælpe med at vurdere, hvor lang tid det vil tage at gennemgå hver journal.