Kvæg kan vende tilbage til PFAS-områder

Dyrene må dog ikke slagtes, da EU-kommissionen kræver, at kødet ikke ender hos forbrugerne.

Kvæg langs med Vestkysten bliver meget snart synligt på statens arealer igen (arkivfoto).
Kvæg langs med Vestkysten bliver meget snart synligt på statens arealer igen (arkivfoto).
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

En række vestjyske kvæg har fredag fået udsigt til at komme tilbage til det græs, hvor de i foråret blev forvist på grund af store PFAS-fund.

I en pressemeddelelse oplyser Fødevarestyrelsen, at man nu har ophævet et midlertidigt stop for afgræsning af 43 statslige arealer langs med Vestkysten.

- EU-kommissionen har nu givet grønt lys for fortsat afgræsning med kvæg og får, hvis vi sikrer, at dyrene bliver taget helt ud af fødekæden, siger sektionsleder i Fødevarestyrelsen Jannik Elmegaard i pressemeddelelsen.

I april satte Naturstyrelsen en midlertidig stopper for afræsningen af de statslige arealer langs Vestkysten.

Der er tale om 43 naturarealer, som Naturstyrelsen har forpagtet til private landbrugere, hvis kvæg græsser på arealer til fordel for natur og biodiversitet.

For de private landbrugere betyder det, at forpagtningsaftalerne blev annulleret.

2:09
Flere landmænd var frustrerede, da deres dyr skulle fjernes fra PFAS-områderne.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Har en hage

Selvom kvægavlerne nu kan glæde sig over, at deres dyr må vende tilbage til områderne, så er der en hage.

Dyrene må nemlig ikke slagtes, da EU-kommissionen vil sikre forbrugerne mod et forhøjet indtag af PFAS.

PFAS mistænkes blandt andet for at være kræftfremkaldende i mennesker, mens der ikke er påvist skadelige effekter af PFAS-forurening på dyrenes sundhed eller velfærd.

- Vi går nu i dialog med EU-Kommissionen for at drøfte, om man kan fastsætte kriterier, som kan gøre det muligt at få dyrene tilbage i fødevarekæden. Hvis dyrene får græs eller foder, som ikke er PFAS-forurenet, så falder PFAS-niveauet, forklarer Jannik Elmegaard i pressemeddelelsen.

Ifølge Fødevarestyrelsen skal besætningsejerne ikke forvente, at kvæg og får, der genudsættes på PFAS-forurenede arealer, kan føres tilbage til fødekæden.