Drømmehjem

Sommerhus på 36 kvadratmeter: - Du køber ikke huset men udsigten

Janni og Birger Jakobsen ville nærmest for enhver pris have et af de små sommerhuse ved Oddesundbroen. Husene har da også både en unik udsigt og historie.

11:07
Ikke alle behøver et stort sommerhus med masser af værelser. Få kvadratmeter og en unik udsigt kan også gøre det. Lises sommerhus er kun 47 kvadratmeter, mens Janni og Birger nøjes med 36. Til gengæld knytter der sig en særlig historie til begge sommerhuse.

Med udsigt til Oddesundbroen ligger elleve små sommerhuse som perler på en snor.

De har alle den samme historie, som knytter sig til, da broen blev bygget midt i 1930’erne.

- Der blev lavet skure som huse eller hytter til dem, som skulle arbejde på broen. De blev stående og gik over til små sommerhuse, fortæller Birger, som ejer et af sommerhusene.

Birger og Janni købte det blå sommerhus med røde vinduer i 1999 for 740.000 kroner.
Birger og Janni købte det blå sommerhus med røde vinduer i 1999 for 740.000 kroner.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Birger Jakobsen og hans kone Jannis sommerhus blev bygget omkring år 1936. Det er bare 36 kvadratmeter, men for dem er det mere udsigten end huset, der er noget værd.

- Du køber ikke huset, men udsigten og beliggenheden. Vi ville ikke have sommerhus i en skov eller ved vestkysten. Vi ville have et her. Og så bor vi kun ti minutter herfra, så det er dejlig nemt, siger Janni.

Når vejret ikke er til at være udenfor, nyder ægteparret udsigten i lænestolene her, hvor de også kan følge med i, hvad der sker på Oddesundbroen.
Når vejret ikke er til at være udenfor, nyder ægteparret udsigten i lænestolene her, hvor de også kan følge med i, hvad der sker på Oddesundbroen.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Går ofte i arv

Der er rift om de små sommerhuse, og de går ofte i arv. Så de er ikke så nemme at få fat i.

Janni og Birger bor i Hvidbjerg, så før de gik på pension, kørte de ofte forbi dem, når de skulle ud og montere vinduer syd på. I ti år holdt de øje med til-salg-skilte ved de små huse, og pludselig en dag så de en kvinde i færd med at sætte et skilt op.

- Birger svingede bilen rundt, og vi spurgte damen, om vi måtte se det. Det måtte vi godt. Dagen efter gav vi middag, og så fik vi ordnet det. Prisen var ikke til at rokke med, men sådan var det jo. Vi ville bare have et sommerhus her, siger Janni.

De elleve sommerhus ved Oddesundbroen har en lille forening, og der er ikke noget med din og vores grund. Det hele er fælles.
De elleve sommerhus ved Oddesundbroen har en lille forening, og der er ikke noget med din og vores grund. Det hele er fælles.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Godt nok ligger de små sommerhuse med en unik udsigt mod fjorden og Oddesundbroen, men der er også en ret trafikeret vej på den anden side. Den generer dog slet ikke ægteparret.

- Vi lægger overhovedet ikke mærke til den, og det gør vores gæster heller ikke. Når vi er indenfor, hører vi den ikke, og vi sidder jo for det meste og kigger mod vandet, hvor vejen ikke er.

Sommerhusene skal helst se ud, som de altid har gjort. Derfor må man ikke male dem i nye farver.
Sommerhusene skal helst se ud, som de altid har gjort. Derfor må man ikke male dem i nye farver.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Vant til små forhold

Sommerhuset var i lidt dårlig stand, da Janni og Birger overtog det. Det var renoveret med strandingsgods nogle steder. Men det var rimelig nemt at overskue en renovering, når huset ikke er større end 36 kvadratmeter.

- Vi har fri, når vi er her. Der er ikke meget, der skal gøres rent og stort set intet at holde. Vi skal kun male huset hvert andet år og måske lige vaske vinduerne, fordi de nemt bliver fedtede, men det tager fem minutter, fortæller de.

Huset er kun 36 kvadratmeter, så der er ikke plads til et særlig stort køkken. Via loftlemmen er der adgang til et par sovepladser ovenpå.
Huset er kun 36 kvadratmeter, så der er ikke plads til et særlig stort køkken. Via loftlemmen er der adgang til et par sovepladser ovenpå.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Desuden er de vant til at bo småt. For da de arbejdede med vinduesmontering, boede de ofte i campingvogn rundt i hele landet.

- I næsten 40 år har vi boet i campingvogn på endnu mindre plads, når vi har arbejdet, så vi er vant til små forhold, og derfor er det fint med et lille sommerhus. Vi ville bare have et sommerhus lige her.

Sommerhuset hedder både Udsigten og Stoppestedet. De går gerne på loppemarked, og der faldt de over de to skilte, som, de synes, passede perfekt til huset.
Sommerhuset hedder både Udsigten og Stoppestedet. De går gerne på loppemarked, og der faldt de over de to skilte, som, de synes, passede perfekt til huset.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST