Flere værtshuse åbner 18. maj: - Det er ikke for pengenes skyld

I to måneder har hanerne på de midt- og vestjyske værtshuse været tørlagte. Men nu er det snart muligt at få en kølig fadøl igen.

Margit Blæsbjerg har haft værtshuset Gadespejlet i Herning i 43 år. Hun har aldrig haft lukket mere end to dage i træk.
Margit Blæsbjerg har haft værtshuset Gadespejlet i Herning i 43 år. Hun har aldrig haft lukket mere end to dage i træk.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I 43 år har Margit Blæsbjerg stået bag disken på sit værtshus Gadespejlet i Herning, og i alt den tid har hun kun haft lukket fire dage om året. Jul og nytår.

Ellers har hun, trofast som en schæferhund, langet den ene iskolde flaskeøl efter den anden over baren til sine gæster. Cirka 2.500 om ugen i gennemsnit. Det har ikke været tilladt i to måneder, og hun savner det - og det gør gæsterne også.

- Hver eneste dag møder jeg folk nede i byen, som spørger, om vi ikke snart åbner igen, siger hun.

Nu er der heldigvis snart mulighed for at mødes over de svale maltdrikke igen. Fra den 18. maj må værtshuse og barer atter holde åbent, men med en række restriktioner, som dog ikke er fastlagt endnu.

- Vi har forberedt os så godt, som vi kan. Købt håndsprit ind, lavet afstandsmarkeringer og sat plexiglas op, siger Margit Blæsbjerg.

Ikke i tvivl

Restriktionerne bliver formentlig, at der skal være afstand mellem gæsterne og at barerne ikke må holde åbent om natten. Med de forudsætninger bliver det ikke en guldrandet forretning inden det kan gøres som før corona. Men Margit Blæsbjerg er ikke i tvivl - hun slår dørene op 18. maj på de vilkår, der nu engang er.

- Det er ikke for pengenes skyld. Det er mere for de gæster, der har stedet nærmest som en dagligstue og har støttet os trofast gennem alle årene. Det sociale aspekt af det er simpelthen motivet, vi kan alligevel ikke indhente det tabte. Èn gæst kan jo ikke pludselig drikke 20 gange så meget, siger hun.

Tove og Sven Vadt er stamgæster på værtshuset Gadespejlet, og de kan næsten ikke vente til 18. maj, når de igen må mødes med de andre i baren.
Tove og Sven Vadt er stamgæster på værtshuset Gadespejlet, og de kan næsten ikke vente til 18. maj, når de igen må mødes med de andre i baren.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Og den beslutning er to af stedets faste gæster meget glade for. De kommer til at stå og banke på døren den 18. maj for at komme ind.

- Det er et savn, at vi ikke kan komme her og opleve den stemning, som Margit og de andre skaber. Et rigtig stort savn, siger Tove Vadt og Sven Vadt supplerer:

- Det bliver dejligt, vi har savnet samværet.

Restaurationsformand har fået malet huset

Samme holdning til at åbne finder man på et af byens største værtshuse, Fox and Hounds, normalt med plads til 480 gæster. Her er udgifterne blot for at åbne 250.000 kroner, så åbningen giver ingen mening set med revisorens briller. Men ejeren ser frem til selv at byde folk velkommen.

- I starten bliver det mig selv, der åbner baren. Alligevel kommer det nok ikke til at løbe rundt, men der er det sociale i det. Og få noget liv tilbage i gaden, det trænger vi vist alle til, tror jeg. Jeg glæder mig i hvert fald maks, siger Jan Taulbjerg, der også er formand for Herning Restauratørforening.

Jan Taulbjerg ejer Fox and Hounds i Herning og er formand for byens restauratørforening. Han kommer selv til at stå for udskænkningen, når det store værtshus åbner.
Jan Taulbjerg ejer Fox and Hounds i Herning og er formand for byens restauratørforening. Han kommer selv til at stå for udskænkningen, når det store værtshus åbner.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Barejeren, som normalt befinder sig på Fox and Hounds stort set hver dag, har dog også nydt at gå hjemme i et par måneder og gå ture i skoven. Og så har konen sat pris på hans indsats i huset.

- Jeg har fået malet en hel masse. Jeg tror det er 16 år siden, det sidst blev malet, så væggene trængte lidt til, at jeg havde tid til at gå derhjemme og ordne lidt, siger Jan Taulbjerg, som bor i Holstebro.

- Men jeg er stadig fast besluttet på at åbne 18. maj, siger han.