Borris i finalen om at blive årets landsby: Borgerne har hjulpet hinanden igennem krisen

Tre byer er med i finalen om at blive Årets Landsby 2020. En af den er Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune, der især har klaret sig godt med at få byens fællesskaber gennem coronakrisen.

I år har også Årets Landsby-prisen fokus på coronakrisen. Alle landsbyerne, der har været med i opløbet, har nemlig vist handlekraft og lokalt samfundssind.

- Vi har både læst om hjælpekorps, gratis madudbringning, frivillig børnepasning, kreative arrangementer og nye fællesskabsformer. Jeg er dybt imponeret og rørt over, hvor stærkt et samfundssind de enkelte lokalsamfund har udvist. Både i forhold til at forebygge isolation og ensomhed under nedlukningen, men også i forhold til at udvikle praktiske sikkerhedsnet under alle landsbyens borgere, siger formanden for bedømmelseskomitéen, Carsten Hansen, der er tidligere minister for by-, bolig og landdistrikter i en pressemeddelelse.

I Borris digter og skriver en flok borgere sig ud af coronakrisen. Digtene og sangeen skal samles i en bog
Foto: TV MIDTVEST, arkiv.

- Her bor vi med vilje

De tre byer, der er nået videre til finalen, er Bjergsted i Kalundborg Kommune, Haastrup i Faaborg-Midtfyn Kommune og Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Borris har 871 indbyggere, og under corona-nedlukningen fandt de sammen i Facebook-gruppen ’Borris Sogn’. Her blomstrede der blandt andet gode idéer op. Eksempelvis initiativet Borris-poeterne. Deres målsætning var at uploade 15 lokale digte i gruppen. Fem uger efter var der dog kommet 42 digte, tre sange og 30 malerier og tegninger fra borgere.

- I Borris har en online platform ligefrem styrket fællesskabets sammenhold og aktiviteter. Fælles for alle tre finalister er et imponerende engagement hos beboerne i de små lokalsamfund. Det er en vigtig forudsætning for udviklingen af landdistrikterne og dermed hele landet, siger næstformand i Forenet Kredit, Michael Demsitz, som er en del af bedømmelseskomitéen.

Komiteen, der skal kåre vinderbyen, besøger byerne til september. Borris får besøg den 11. september, og den 26. september bliver årets kåringsfest holdt.