Bekymret restauratør i Silkeborg: Restriktioner kan koste restauranter livet

Formanden for Danmarks Restauranter og Cafeer, Jacob Niebuhr, der selv har tre restauranter i Silkeborg, tror, at de nye restriktioner kan koste livet for nogle restaurationer.

Jacob Niebuhr ejer selv tre restauranter i Silkeborg.
Jacob Niebuhr ejer selv tre restauranter i Silkeborg.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen / TV MIDTVEST

Restaurationer kan for andet gang under coronaepidemien se frem til et omsætningsdyk, mener formanden for Danmarks Restauranter og Cafeer, Jacob Niebuhr.

Mette Frederiksen meldte på fredagens pressemøde ud, at restauranter og caféer fra lørdag skal lukke klokken 22. Det sker efter nogle ugers stigene smittetal, og fredag nåede statistikken nye højder med 454 smittetilfælde det seneste døgn. 

Jacob Niebuhr og organisationen bag ham mener, at der er et for stort fokus på spisesteder i forhold til andre brancher. 

- Det er ensiddet fokus på restaurationsbranchen i forhold til restriktioner. Man ser ikke samme restriktioner fokus hos andre brancher, siger formanden for Danmarks Restauranter og Cafeer.

I et åbent brev til regeringen opfordrer organisationens medlemmer til at gentænke restriktionerne på restauranter og caféer, som der blev fremlagt tirsdag. Restriktioner, der altså nu bredes ud til hele landet.

Men Jacob Niebuhr mener, at restauranter pålægges for strenge krav i forhold til den smitterisiko, som stederne kan være.

- Smitten stiger blandt de 20-30 årige, og for almindelige spisesteder, er det ikke kundegruppen. Vi erkender fuldsætndig, at jo mere alkohol der kommer ind, jo sværere bliver det at håndhæve, men min egen erfaring siger, at det først er efter midnat, det stikker af, siger restauratøren. 

Det går ud over forretningsgrundlaget

Jacob Niebuhr frygter, at den tidlige lukketid vil afholde gæsterne fra at komme på restaurant, og i stedet blive hjemme.

- Hvis du ved, at du skal være hjemme klokken 22, så lægger det en begrænsning på din købelyst og på din lyst til at gå ud. Så tror jeg, man søger andre muligheder, og inviterer folk hjem i privaten.

Med en lukketid vil mange restauranter også opleve, at de i løbet af en aften kun kan have et hold gæster per bord om aftenen, hvor de normalt ville have to eller tre. Det kan betyde, at restauranter vil miste en stor indtægt, lyder bekymringen. 

- Det kan betyde op til 40 procents omsætningsnedgang. Det kan koste arbejdspladser og livet for nogle restauranter. Det er de sidste 10-15 procent i omsætning, vi tjener på, fortæller restauratøren fra Silkeborg.

Der skal laves langsigtede løsninger

Jacob Niebuhr er fuld af forståelse for, at der skal laves nogle tiltag for at begrænse smitten. Han mener dog, at man kunne gribe det anderledes an fra regeringens side med langsigtede løsninger i stedet for impulsive, tidlige lukketider.

- Det har nok en virkning, bevares, men folk kan stadig gå på tanken og købe alkohol. Lad os få et samarbejde med regeringen op at køre. Ligesom vi selv klarer fødevarekvalitet med egenkontrol, så lad os lave nogle regler for, hvordan vi kan køre restaurant, så vi kan blive eksperter i smittestop, siger Jacob Niebuhr.

I restaurationsbranchen var der før coronaepidemien 120.000 ansatte ifølge restauratøren. Det tal er allerede blevet mindre, og med denne pludselige løsning, kan det koste endnu flere jobs.

- Branchen vil rigtig gerne samarbejde for at begrænse smitte også for at kunne overleve. Vi har allerede mistet 18.000 jobs, så vi mener, at der skal laves langsigtede løsninger, men det ligner ikke, de kommer, fortæller formanden for Danmarks Restauranter og Caféer.

Foruden en ny lukketid har regeringen reduceret forsamlingforbuddet til 50 personer, mens der maks må være 500 personer til en fodboldkamp. Mette Frederiksen anbefalede også, at folk arbejder hjemmefra, hvis det er muligt, og at man generelt skal undgå social kontakt.