Ulfborg Friskole lukket øjeblikkeligt

Ulfborg Friskole lukket øjeblikkeligt

Ulfborg Friskole er lukket. Banken har smækket kassen i. Forældre og elever skal med dags varsel finde ny skole.

Dørene var lukket på Ulfborg Friskole i morges. Skolen er lukket. Det stod klart efter banken har smækket kassen i.

Forældrene til skolens 23 elever blev orienteret om skolens lukning mandag aften. Forældrene fik at vide, at de havde aftenen til at hente børnenes personlige ejendele i Friskolen. Tirsdag morgen var skolen lukket. Nøglerne blev tirsdag afleveret til banken.

- Banken har lukket kassen fordi økonomien ikke længere hang sammen. Bestyrelsen har forsøgt at redde skolen med en række redningsforsøg, men intet har virket. Der er ikke længere lys for enden af tunnelen, og nu har banken sagt stop, fortæller Ulfborg Friskoles bestyrelsesformand, Benny Rasmussen.

Det er særligt et faldende elevtal, der har været et stigende problem for friskolen. Da skolens elevtal var på sit højeste for godt 4 år siden, havde skolen flere end 70 elever. Tallet er siden faldet til 23, og der var ingen elever på venteliste.

- Jeg ved faktisk ikke, hvorfor elevtallet er faldet. Jeg synes fagligheden har været god. Måske er det egenbetalingen, der skræmmer. Men jeg ved det ikke, siger Benny Rasmussen.

I alt 23 elever skal nu finde ny skole. De vil sandsynligvis blive flyttet til folkeskolen i Ulfborg eller skolen i Stadil.

Ulfborg Friskole blev startet i 1960, da kommunen lukkede en skole i Madum. Det førte til oprettelsen af en friskole, der senere blev til Ulfborg Friskole.