Tidligere Superliga-bomber skifter til Ringkøbing

Jesper Lange, der har spillet mere end 200 superligakampe, skal være spillende assistenttræner for Ringkøbing.

Jesper Lange i hvidt i en tidligere kamp for AGF i duel med FC Midtjyllands Erik Sviatchenko. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Fodboldspilleren Jesper Lange skal fremover være spillende assistenttræner for Ringkøbing IF i 2. division.

Den 32-årige angriber har tidligere scoret mål for Esbjerg og AGF i Superligaen. Indtil for nylig har han været på kontrakt i Helsingborg i den bedste svenske fodboldrække.

Det er et scoop ud over det sædvanlige for os.

Jens Nielsen, sportschef, Ringkøbing IF

Lange har planer om at få taget sin trænerlicens og vil samtidig have et arbejde ved siden af fodbolden.

- Jeg glæder mig sindssygt meget til den her del af min karriere, som gerne skulle blive god både på og uden for banen, siger Jesper Lange til Ringkøbings hjemmeside. 

Læs også Ringkøbing IF sælger sin første spiller nogensinde

Sportschef Jens Nielsen ser også frem til samarbejdet med den rutinerede angriber.

- Det er et scoop ud over det sædvanlige for os - og måske det største i klubbens historie at hente en spiller af Jespers kaliber, siger sportschefen.

Jesper Lange har spillet 213 kampe i Superligaen fra 2004 til 2016 og scoret 36 mål i landets bedste række.

Han har optrådt for OB, Esbjerg og AGF, inden han for to år siden skiftede til Helsingborg i svensk fodbold.

 

/ritzau/