Ringkøbing IF sælger sin første spiller nogensinde

De har aldrig solgt en spiller før, men nu er det altså sket. En af Ringkøbing IF's profiler forlader klubben.

24-årige Jacob Jay Andersen er den første spiller, som Ringkøbing IF nogensinde har solgt.
24-årige Jacob Jay Andersen er den første spiller, som Ringkøbing IF nogensinde har solgt.
Foto: Henrik Olesen, Ringkøbing IF

Ringkøbing IF, som spiller i 2. Division, har solgt sin første fodboldspiller nogensinde.

Det er Jacob Jay Andersen, der er solgt til den norske 2. Divisionsklub Egersunds IK Fotball, og det er altså det første salg i klubbens historie. Det skriver de på deres hjemmeside.

- Det er klubbens første salg overhovedet, og det signalerer samtidig, at vi også er en klub, som unge spillere kan udvikle sig i og der fra komme videre til et højere niveau, siger klubbens sportschef, Jens Nielsen.

Jacob Jay Andersen, som havde et år tilbage af sin kontrakt med Ringkøbing IF, har selv haft et ønske om nye udfordringer.

- Vi har fået en pris for Jay, der afspejler, at han har været vores topscorer igennem de sidste to sæsoner, og det er vi glade for. Det giver os samtidig råderum til at finde en afløser, for det får vi brug for, og det arbejde er vi i fuld gang med, siger Jens Nielsen.

Skal leve af fodbold

I de seneste sæsoner har den 24-årige angriber været en af klubbens største profiler, og han ser frem til at kunne leve af fodbolden i Norge.

- Jeg er rigtig glad for muligheden for at prøve noget nyt og komme til at leve af at spille fodbold. Da jeg skrev under på kontrakten med RIF, blev vi enige om, at hvis muligheden bød sig, så kiggede vi på det sammen, og klubben har været meget hjælpsom og holdt sit ord, ligesom de har fået en god pris for mig, så det er en win-win for alle parter, siger Jacob Jay Andersen til klubbens hjemmeside.

I sidste sæson scorede Jacob Jay Andersen 17 gange i løbet af de 29 kampe. Han nåede i alt 105 kampe i RIF-trøjen og scorede 59 mål.

Ringkøbing IF åbner sæsonen i 2. Division hjemme på Green Arena mod Kolding IF den 5. august kl. 13.30.