Store organisationer går sammen for at redde vibe-bestanden i Danmark

Dansk Ornitologisk Forening og Landbrug & Fødevarer er gået sammen for at hjælpe vibe-bestanden i Danmark.

Martin Merrild, formand i Landbrug & Fødevarer, en vibe og Egon Østergaard, formand i Dansk Ornitologisk Forening. Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

I Danmark plejer viben at være et tegn på, at foråret er på vej. Men en kraftig nedgang i bestanden betyder, at der bliver længere og længere imellem denne slags fugle i Danmark. Faktisk er vibebestanden gået ned med 75 procent siden 1976.

Læs også Byggede Bette Bocks Hyw til minister: - Vi har lavet lidt skæg og ballade

I en fælles indsats har Dansk Ornitologisk Forening og Landbrug & Fødevarer nu slået sig sammen for at standse tilbagegangen af viber i landet og give fuglene flere gode steder at bygge reder.

- Det er naturligt, at vi taler med danske ornitologer og taler med nogle mennesker, der har en dyb interesse i det, som vi også har en dyb interesse i – bare på en anden måde, siger Martin Merrild, formand i Landbrug & Fødevarer.

Lokal landmand med i samarbejdet

En af de landmænd, der har taget samarbejdet til sig, er Jørgen Clemmensen fra Højslev.

Under sin græssåning i dag spottede han fire vibe-reder på marken i løbet af blot 20 minutter. Men i stedet for at fortsætte såningen, kørte han udenom.

- Viben passer på sine æg i reden. Jeg passer på viben i marken. Og med forhåndenværende markeringsmidler kører jeg slalom udenom rederne, skriver han til TV MIDTVEST.

Jørgen Clemmensen markerer på sin mark, hvor der er vibe-reder, og så kører han forbi dem. Foto: Jørgen Clemmensen / Privatfoto

Andre kampagner er forbilleder

Det er ikke første gang, at Dansk Ornitologisk Forening og Landbrug & Fødevarer går sammen om at hjælpe begge organisationers interesser.

Der har for eksempel været fokus på bier og agerhøns i Danmark, og derfor tror Martin Merrild, at mange landmænd vil bakke op om projektet om viber også.

Læs også Kulturminister om gelænder på Bette Jenses Hyw: - Man skal tænke sig om

- Vi har mange eksempler fra de andre kampagner, vi har kørt. De er lykkes rigtig godt. Vi har blandt andet set store, frivillige indsatser for agerhøns med frivilligt at sætte nogle agerhøns ud, siger han.

EU-støtte kan være afgørende

For at tage det næste skridt i beskyttelsen af viben peger Egon Østergaard, formand i Dansk Ornitologisk Forening, konkret på EU.

- Det, der virkelig ville batte noget var, at man på EUplan lagde nogle betingelser ud for, at hvis man skal have udbetalt landbrugsstøtte, så skal man gøre noget godt for viben og andet natur, siger Egon Østergaard.

Den samlede vibebestand i Danmark er ifølge Dansk Ornitologisk Forening et godt stykke under 20.000 par.

02:27

Siden 1976 er viben gået kraftigt tilbage. Nu skal der kæmpes for at stoppe tilbagegangen.

Luk video