Morsø-præst skal udbrede sorggrupper i hele Nordjylland

I løbet af få år, vil alle provstier i Aalborg Stift kunne tilbyde sorggrupper. Sognepræst Trine Gjørtz fra Mors skal stå i spidsen for projektet.

Sognepræst, Trine Gjørtz, skal stå i spidsen for at udbrede sorggrupper til hele Aalborg Stift. Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Alle nordjyder skal have mulighed for at deltage i en sorggruppe, fortæller DR Nordjylland.

Det er målet for et nyt projekt i Aalborg Stift, hvor man vil udbrede sorggrupper til alle provstier.

 - Når man har mistet, har man tit brug for at spejle sig i, hvordan andre mennesker har det, siger sognepræst Trine Gjørtz. Hun har drevet sorggrupper på Mors gennem de seneste syv år.

Enkelte sogne har allerede tilbuddet, og Helle Runge, der mistede sin mand for fem år siden, har været glad for at være med i en sorggruppe:

- Det er godt at være et sted. Huden kan være lidt tynd og følelserne sidde uden på, og du er i et fællesskab, hvor det kan deles, siger hun. 

Læs også Cykeltur giver håb

Trine Gjørtz skal stå i spidsen for at udbrede sorggrupper til hele stiftet, og hun går i gang med at fortælle sine præstekolleger om erfaringerne med sorggrupper, og hvad der er vigtigt, når man skal lede en gruppe.

- Det kan jo så også være, at præsten tænker, hov, det skal vi også lige have gang i her, og så kontakter mig og spørger, om jeg kan komme og hjælpe med at sætte det i gang.

 Trine Gjørtz regner med, at der vil være sorggrupper i alle nordjyske provstier i løbet af fem år.

Her kan du læse mere om Folkekirkens sorggrupper.

Find en sorggruppe nær dig.