Menighedsråd: Vi har ingen plan B

Det store hul i jorden bag Torvet i Ringkøbing må nu formentlig dækkes til igen, fordi menighedsrådet alligevel ikke har råd til omstridt byggeri.

Foto: Jens Kolding, TV MIDTVEST

Menighedsrådet i Ringkøbing går nu i tænkeboks, efter at Ringkøbing Provstiudvalg onsdag sagde nej til at give rådet et ekstra lån til et omstridt kirkehus.

- Vi har ikke her og nu en plan B. Derfor er vi nødt til i menighedsrådet at sætte os sammen og drøfte, hvad der er af muligheder. Men ud over det skal vi også have en snak med provstiet og kommunen - og også gerne andre, der vil hjælpe os positivt med at komme ud af den her situation, siger menighedsrådets formand Poul Agergaard til TV MIDTVEST.

Menighedsrådet havde bedt om at låne 3,5 millioner kroner ekstra, fordi det planlagte byggeri bag Torvet i Ringkøbing blev dyrere end beregnet. Planerne har medført en voldsom lokal debat, fordi menighedsrådet rev byens gamle borger- og musikskole, som mange mente var bevaringsværdig, ned for at give plads til det nye kirkehus.

Men nu er byggeriet altså udskudt på ubestemt tid. Og der hvor den gamle skole lå, er der et stort hul i jorden.

- Hvis vi ikke finder andre penge - og det er meget lidt sandsynligt - så må hullet dækkes til. Og så må det projekt stilles i bero, siger Poul Agergaard.

Han tilføjer, at menighedsrådet har et akut behov for mere plads - både til sine ansatte men også til aktiviteterne i sognet. Derfor går menighedsrådet nu i gang med at finde alternative lokaler.

Formanden for menighedsrådet, Poul Agergaard, kommenterer her situationen efter provstiets låne-afslag.

01:51 Luk video

TV MIDTVEST sendte i september dette indslag, der blandt andet handler om det omstridte byggeri af et kirkehus i Ringkøbing.

09:30 Luk video