Karups passagertal stiger

For første gang i et år kan Karup Lufthavn nu tælle en stigning i antallet af passagerer.

Det har længe set skidt ud med passagertallet i Karup Lufthavn. Men nu har Norwegians satsning med billige billetter til og fra det midtjyske givet pote.

En tur fra Karup til København har siden september måned kostet helt ned til 199 kr., hvilket i september måned fik passagertallet til at stige til 12.000 rejsende til og fra Karup. Det er en betydelig fremgang, og den glæder Erik Jakobsen, der er lufthavnschef i Karup.

- Det er jeg meget tilfreds med, og det havde jeg bestemt også forventet, når priserne blev sat ned. Det er jo et meget prisfølsomt område, siger han til TV MIDTVEST.

Netop den påstand bekræfter holstebrogenseren Jon Andersen, der bruger ruten Karup/København til at besøge sine børn. Han glæder sig nemlig over de billige billetter.

- Det gør en stor forskel, og jeg vil da også fremover benytte mig af flyet, hvis de holder de her priser, lyder det.

Begrænset periode

De billige billetter er en testkampagne, som Norwegian for en periode afprøver. Men nu lader det til at testperioden kan blive varig.

- Vi vil hele tiden gerne være attraktive på markedet, så vi kommer til at fortsætte med billige priser, siger Johan Bisgaard Larsen, Informations- og Marketingschef i Norwegian.

Den udmelding glæder lufthavnsdirektør, Jakob Eriksen, der mener, at perioden viser, at luftfartsselskabet selv afgør, hvor mange der skal flyve til og fra Karup Lufthavn.

Kommunerne, der ejer Karup Lufthavn, har netop givet en underskudsgaranti, så den økonomisk trængte lufthavn som minimum kan overleve de næste tre år.