Hjulene skal altid pege fremad

Efter den voldsomme trafikulykke i Thisted for godt en uge siden, advarer politiet nu venstresvingende bilister.

080409-thisted-ulykke-2.jpg.jpg

8. april skete igen en af de ulykker, som politiet mener kan undgås med et lille trick. En bil, der holdt stille for at dreje til venstre, blev påkørt bagfra og skubbet over i en modkørende bil. Tre blev dræbt og tre kvæstet, heraf en alvorligt.

- Desværre ser vi alt for mange af denne slags ulykker. Og de kan som hovedregel undgås ved at den bil, der skal svinge til venstre, peger hjulene fremad. Så bliver den ikke skubbet over i den modsatte vejbane og eventuelt en modkørende bil, forklarer politikommissær Jørgen Jensen fra Midt og Vestjyllands Politi i Thisted.

Hvis hjulene derimod allerede er begyndt at dreje mod venstre, og den venstresvingende bliver påkørt bagfra, er det næsten sikkert, at bilen bliver skubbet over i den modsatte kørebane. Og kommer der en modkørende, kan det blive katastrofalt.

- Der er rigtig mange, der ikke er klar over, at hjulene altid skal pege fremad, når man holder for at svinge til venstre. Det kan vi se på de mange grimme ulykker, siger Jørgen Jensen.

Se også:

Tre dræbt i ulykke 08-04-09