Hesteforening: Politiet har fejlet

Politiet og dyrlæge har fejlet i sag om en hest, der i timevis har siddet fast i et mosehul. Sådan lyder kritikken fra Vestjysk Hestevelfærd

- Politiet har fejlet, siger Charlotte Adler, der er formand for Vestjysk Hestevelfærd.

I går formiddags fik politiet en anmeldelse klokken 9 om, at en hest sad fast i et mosehul tæt ved Arnborg.

Politiet sendte straks efter en patrulje ud for at undersøge sagen. I følge Vestjysk Hestevelfærd er hesten set liggende i mosehullet allerede tirsdag aften kl. 20. Politiet sørger for at tilkalde hestens ejer. Samtidig får ejeren besked på, at han skal tilkalde en dyrlæge, der skal se til hesten.

Hestens ejer fik ved hjælp af en traktor trukket hesten fri af mosehullet, så dyrlægen kunne tilse hesten.

- Vi får oplyst af dyrlægen, at der er en anbefaling på at køre hesten hjem og i skyggen, siger politikommisær i Herning Henning Præstegaard til TVMIDTVEST.dk.

Med den meddelelse forlader patruljen stedet og overlader resten til hestens ejer og dyrlægen.

Men Vestjysk Hestevelfærd er ikke tilfreds med, at politiet ikke tilkaldte en uvildig embedsdyrlæge.

- Det er dyremishandling. Den skulle jo være aflivet på stedet, siger Charlotte Adler.

Politiet i Herning har sendt sagen videre til kredsdyrlægen, der skal vurdere handlingsforløbet i sagen.

- Det gør vi, fordi der er nogle, der synes, at gårdejeren og dyrlægen har handlet forkert. Så for at få en objektiv vurdering af sagen, siger Henning Præstengaard.

Her kan I se de billeder, som Vestjysk Hestevelfærd har lagt op på deres Facebookside: