GPS-signal fra 112-app'en kan have reddet mands liv

Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

GPS-signal fra 112-app'en kan have reddet mands liv

En 70-årig mand blev reddet op af en sump, efter redningsfolk kunne lokalisere ham ved hjælp af GPS-signaler fra 112-app'en.

Torsdag aften sad en 70-årig mand fast i en skovbund i et sumpområde ved Hoverdal Plantage, så han ikke selv kunne komme op.

Via præcise GPS-signaler fra 112-app'en kunne redningsfolk dog hurtigt lokalisere og finde manden. Han nåede at sidde fast i sumpen i tre kvarter, før han blev fundet og reddet.

- Det var meget heldigt for ham, at han havde 112-app'en installeret. Havde vi ikke kunne finde ham, er det ikke til at sige, hvilke alvorlige konsekvenser, det kunne have fået i kulden, siger Henning Olesen, vagthavende indsatsleder hos Ringkøbing Brand og Redning.

Indsnævrede søgeområde

Manden sad fast i et sumpområde tæt på Sørupvej, der ligger 18 km fra Ringkøbing. Omkring 20.30 fik Ringkøbing Brand og Redning en meddelelse om, at han sad fast.

Herefter skyndte redningsfolkene sig at komme manden til undsætning ved hjælp af 112-app'en fra mandens smartphone, der udsendte helt præcise GPS-signaler om hans placering.

- Det gjorde, at vi kunne indsnævre søgeområdet i mørket i skoven. Manden råbte også højt, og han havde en pandelampe, så det gik hurtigt med at finde ham, siger Henning Olesen.

Manden var i god behold, da han blev fundet og bjerget. Han blev blev trukket fri ved hjælp af en stige og slap fra uheldet uden "skrammer".

- Det var vidst det, man kan kalde for en meget speciel opgave, slutter indsatslederen.