Bedre vilkår for Udkantsdanmark

Bedre vilkår for Udkantsdanmark

Der er udsigt til, at det bliver nemmere at låne penge i Udkantsdanmark.

I fremtiden skal det være lettere at få lov til at låne penge for borgere i det såkaldte Udkantsdanmark. Det mener Finanstilsynets nye direktør, Jesper Berg.

Til Politiken siger han, at bankernes lånevilkår skal afspejle, at der er forskel på by og land. Udmeldingen vækker glæde hos Landdistrikternes Fællesråd.

- Det er jo rigtig positivt, at direktøren i Finanstilsynet melder ud, at der skal være mulighed for lån i hele landet, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Stor betydning for Midt- og Vestjylland

Lige nu er det udfordrende at låne penge til boliger og virksomhedsudvidelser i landdistrikterne, men det nye initiativ åbner op for muligheden for at kunne købe bolig og bosætte sig, hvor man vil. 

- Vi er meget positive og glade over det, men vi følger selvfølgelig også op på, at det er initiativer, som vitterligt vil flytte noget, siger formanden. 

Hvis det nye initiativ bliver ført ud i livet, kan det betyde, at der kommer mere gang i områder, som ikke ligger tæt på Danmarks største byer.