Virtual reality trækker studerende til Viborg

IT-giganten EON Reality er kommet godt i gang i domkirkebyen. 20 ingeniørstuderende har deres gang i huset.

EON Viborg
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Den fagre nye verden er lige så stille ved at vinde indpas i Viborg.

For et halvt år siden etablerede den amerikanske IT-gigant EON Reality et nyt udviklingscenter i domkirkebyen, og nu er virksomheden godt i gang med i alt 10 ansatte.

EON Reality er verdensførende inden for udvikling af software til virtual og augmented reality. Og det drejer sig ikke kun om at have det sjovt med virtual reality-briller - teknologien er i høj grad efterspurgt af både erhvervsliv og uddannelser.

- Det er ingen tvivl om, at det kommer til at blive rigtig stort også i Danmark, siger direktør i EON Reality Denmark, Michael Lunddorff-Hansen.

Ud over de fastansatte er 20 ingeniørstuderende fra professionshøjskolen VIA også med til at skabe liv i huset. De opholder sig hos EON Reality som et led i deres uddannelse.

- Der er en masse mennesker at trække på, masser af know how og sindssygt meget teknologi, som man ikke lige havde regnet med at få fingrene i. Så det er superfedt, siger en af de studerende, Rune Christensen.

EON har afdelinger i 20 lande og hovedkvarter i Californien.

1:56
Se indslag om EON Reality Viborg her.