Væk fra Kina og coronavirus: Naja når det sidste fly hjem

Flyselskabet SAS stopper alle fly til og fra Shanghai og Beijing som følge af coronavirussen. Det sidste fly flyver til Danmark klokken seks fredag morgen. Ombord er Naja Morell Hjortshøj fra Viborg.

Klokken seks her til morgen flyver det sidste SAS-fly fra Shanghai til Kastrup.

Med om bord er Naja Morell Hjortshøj fra Viborg.

quoteJeg føler mig nok mest lettet, når jeg ved, at det her fly er lettet fra Kastrup og ikke bliver aflyst.

Naja Morell Hjortshøj

- Jeg føler mig nok mest lettet, når jeg ved, at det her fly er lettet fra Kastrup og ikke bliver aflyst, lød det torsdag aften fra Naja Morell Hjortshøj.

Flyselskabet SAS har suspenderet alle fly til og fra Shanghai og Beijing som følge af coronavirussen, der har kostet mindst 170 mennesker livet.

Torsdag aften talte TV MIDTVEST med Naja Morell Hjortshøj, der sad på sit hotelværelse og ventede på flyet, der skal få hende hjem til Danmark.

Fredag morgen klokken seks er Naja Morell Hjortshøj på vej hjem til Danmark. Torsdag aften fortalte hun om, hvordan de seneste dage har været i Kina.

En by støvsuget for mennesker

Naja Morell Hjortshøj er ph.d.-studerende i Shanghai og har boet der i tre år. Hun har haft besøg af sin far, mens coronaudbruddet har lukket store kinesiske byer ned. 

- Vi har det efter omstændighederne godt, fortalte hun torsdag aften.

- Som en person, der har levet de seneste tre år i Shanghai, så føles det som en spøgelsesby.

I de her dage er der kinesisk nytår, men hvor der normalt er fest i gaderne, har virusudbruddet lagt gaderne øde. Naja Morell Hjortshøj beskriver situation som chokerende og uhyggelig.

- En by, der er støvsuget for mennesker. De fleste vælger at holde sig indendørs. Det er også det, de kinesiske myndigheder opfordrer folk til at gøre på de sociale medier, så det har man taget til sig, fortæller hun.

Når Naja Morell Hjortshøj og hendes far har bevæget sig ud fra hotellet har de  brugt handsker, to masker og brugt håndsprit hele tiden for ikke at blive smittet af coronavirussen.
Når Naja Morell Hjortshøj og hendes far har bevæget sig ud fra hotellet har de  brugt handsker, to masker og brugt håndsprit hele tiden for ikke at blive smittet af coronavirussen.
Foto: Privatfoto

Isolerede sig på hotel

Det gik for alvor op for Naja Morell Hjortshøj og hendes far, hvor alvorlig virusudbruddet var, da de tog til en ellers velbesøgt turistby i Sydkina.

- Alle ting var lukket. Der var hængt røde notitser ud på dørene, hvor der stod 'denne seværdighed er lukket midlertidigt, og vi ved ikke, hvornår den åbner igen', fortæller Naja Morell Hjortshøj.

Selvom de befandt sig langt fra Wuhan, hvor udbruddet startede, gik alvoren op for dem. Herefter rejste de to til Shanghai.

- Vi blev ret hurtigt klar over, at vi ikke skulle gå ud mere og se flere ting. Vi skulle bare isolere os. Vi har været isoleret i cirka tre dage på vores hotel og gik kun kort ud for at få noget at spise, fortæller Naja Morell Hjortshøj.

Siden har de brugt handsker, to masker og brugt håndsprit hele tiden for ikke at blive smittet af coronavirussen.

Knap 8000 mennesker er smittet med virusset. Blandt de smittede er personer fra Finland, Tyskland og Frankrig.

- Som en person, der har levet de seneste tre år i Shanghai, så føles det som en spøgelsesby, fortæller Naja Morell Hjortshøj.
- Som en person, der har levet de seneste tre år i Shanghai, så føles det som en spøgelsesby, fortæller Naja Morell Hjortshøj.
Foto: Privatfoto

Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Samfund.