To tidligere partifæller om Rohdes radikale exit: Jens er Jens og helt sin egen

Jens Rohde er en politiker, der altid har raget op og sagt sine meninger. Hverken Johs. Poulsen (R) eller Søren Gade (V) er i dag derfor overrasket over hans radikale farvel.

Både Johs. Poulsen (tv) og Søren Gade (th) kender Jens Rohde som en dygtig og passioneret politiker.
Både Johs. Poulsen (tv) og Søren Gade (th) kender Jens Rohde som en dygtig og passioneret politiker.
Foto: TV MIDTVEST

Passioneret og indigneret. Og irriterende.

Med de ord beskriver Søren Gade sin tidligere partifælle i Venstre, Jens Rohde.

- Og det er ment på en meget positiv måde. For selvom Jens og jeg ikke er enige i alt, så er der behov for ham i dansk politik. Jens er sgu sin egen, og det ville blive fattigere uden ham, for han er en af de politikere, der tænker lidt længere end til bare at komme i avisen, siger Søren Gade til TV MIDTVEST.

Folketingspolitiker Jens Rohde fra Viborg meldte sig i dag ud af Det Radikale Venstre. En beslutning, der på nogle måder overrasker en nu tidligere partikollega hos De Radikale, Johs. Poulsen. Og så alligevel slet ikke.

- For Jens er Jens. Forstået på den måde, at Jens på mange måder er optaget af Jens. Hans egen position forhold til sine omgivelser fylder meget for ham. Så når jeg ser på den karakter, han er, så er jeg ikke overrasket, fortæller byrådsmedlem for De Radikale i Herning, Johs. Poulsen til TV MIDTVEST.

Passionen, der forsvandt

Når Jens Rohde nu vælger at forlade De Radikale, så sker det ifølge ham, fordi han mener, at partiet ikke længere søger indflydelse og bruger sin position som midterparti.

- Man kan ikke både være aktivist og have det som selvstændig målsætning at lave brede forlig, står der i Jens Rohdes opslag på Facebook.

Og den udmelding overrasker ikke Rohdes tidligere partifælle i Venstre, Søren Gade.

- Når han har et standpunkt, så er der ikke mange, der kan hamle op med Jens. Han kommer igennem med budskabet. Og hvis passionen er forsvundet, så trækker han sig.

Jens Rohde nævner konkret klimapolitikken, identitets- og me too-politiken og udlændingepolitikken som politiske emner, hvor han ikke længere kan se sig selv i den radikale linje. Og dét er den del, der overrasker Johs. Poulsen.

Han mener nemlig, at man fra De Radikale i tiden efter partiets interne me too-sag, der i efteråret kostede politisk leder Morten Østergaard jobbet, faktisk har set langt mere klassisk, radikal politik, som den Jens Rohde ellers efterlyser.

- Vi har set mere traditionelt radikal politik under Sofie Carsten Nielsen, som jeg ellers var skeptisk overfor, og jeg synes, at vi har ageret meget mere som et klassisk midterparti, der finder løsninger og kompromisser, siger han.

Johs. Poulsen nævner blandt andet granskningskommissionen, der blev nedsat for at undersøge minksagen, som et godt eksempel på, at Sofie Carsten Nielsen arbejdede bredt hen over midten for at få samlet opbakning fra partier på begge sider af dansk politik.

- Jeg kan virkelig ikke se i landskabet, at der er andre partier, der på samme måde insisterer på at samarbejde bredt. Og derfor undrer det mig, at Jens Rohde melder sig ud netop nu, lyder det fra Johs. Poulsen, der har været medlem af Det Radikale Venstre i 25 år.

- Og jeg har haft masser af tidspunkter i de 25 år, hvor jeg ikke har været enig i alting. Men i det politiske landskab kan jeg ikke se bedre alternativ. Og jeg kan heller ikke se hvor Jens Rohde skal finde et bedre alternativ, siger han.

Mulig fremtid i Løkkes politiske projekt

Allerede nu spekulerer mange i, om Jens Rohde hopper tilbage til Lars Løkkes tropper og bliver en del af den tidligere statsministers nye politiske projekt. Søren Gade er helt sikker på, at Rohdes exit ikke handler om, at han har fundet et nyt parti, men selvom Løkke og Rohde har haft store politiske uoverensstemmelser, så kan kombinationen af de to godt være god:

- Nød lærer nøgen kvinde at spinne. Og Jens er pragmatiker, så jeg ville ikke blive super overrasket, hvis han gik den vej, lyder vurderingen fra Søren Gade.

Det fremgår ikke af Jens Rohdes Facebook-opslag, om han trækker sig fra Folketinget, forsætter som løsgænger eller vælger en helt tredje vej. Men sikkert er det, at Viborg-politikeren ikke længere er en del af De Radikale.

- Partiet mister en stærk individualist. Jens rager op og siger noget, der måske ikke passer på bjerget og i tiden. Og det er sundt at have folk i partiet, der også tør at tale toppen i mod. Og der har han haft en rolle, som alle partier har brug for. Nogle, der har modet til at tale roma midt imod. Det har han altid evnet, fordi han er den, han er, siger Johs. Poulsen.

Her stemmer Søren Gade i. Jens Rohde er ikke blot en tidligere kollega i Venstre, men også et menneske, der politisk altid har gjort stort indtryk på Gade – både som partifælle i Venstre og som modspiller og samarbejdspartner i Radikale Venstre.

- Jens er både passioneret og indigneret. Og hvis man behersker begge dele, så er det ikke så ringe i politik. Han er passioneret i det, han gør. Det kan virke pisse irriterende på nogen. Især politiske modstandere, siger han.

Søren Gade fremhæver Jens Rohdes evne til, selv efter mange år i dansk politik, at kunne blive endda meget indigneret på borgernes vegne. Og det er ifølge Venstremanden helt afgørende som politiker.

- Jens er drevet af sine følelser – og nogle gange rammer han måske ikke bolden, men han kommer altid afsted. Men hvis han ikke længere mærker passionen og indignationen, hvis han ikke kan se sig selv i partiets politiske linje, så tager han konsekvensen. Så springer han ud, uden at vide, om faldskærmen folder sig ud, lyder det fra Søren Gade.